328 / 454
303
Bedekredse, hvor man mødes til fælles Bøn; Samfundsle
derne ordner Helliggørelsesmøder, og under alt dette spejder
man frem mod den Stund, da Menigheden kan være rede,
saaledes at Gud kan bruge den til ny Fremgang i Arbejdet.
Derfor trænger Arbejdet i København, baade Kirkesa
gens og alt det andet, til Menighedens trofaste, levende, ud
holdende Forbøn, at Guds Rige maa vinde en stor, ny Sejr
inde i vor Hovedstad.
En saadan Bønnens Vagt er for Tiden, hvad Arbejdet
herinde mest trænger til. Den er det nødvendigste i Øje
blikket.
i
Maa vi regne med. at dette Bønnens Arbejde bliver gjort?
Charles Nielsen.
Sammenkomsten med Kirkefondets
Præster og deres Hustruer
den 26. Januar 1925.
Som sædvanlig havde vi den Glæde, at en meget stoi
Kreds havde svaret Ja paa vor Indbydelse til den aailigc
Sammenkomst for Kirkefondets Præster og deres Hustruer.
Mødet, der blev holdt i Iv. F. U. M.s Ansgarsal, indlededes
med et Foredrag af Sognepræst
Fibiger
om »Præst og Læg
mand i Samarbejdet«. Dette vil findes refereret her i Bladet.
Straks efter Foredraget fik Læge Hoff fra Aarhus, som
var blevet indbudt til at overvære Mødet, Ordet og fremkom
med en indtrængende Opfordring til Kirkefondets Piæstei
om at tænke paa de uddannede Diakoner ved Besættelsen
af Kordegne- og Graverstillinger.
Efter at man havde spist til Aften under hyggeligt og oi
nøjeligt Samvær, begyndte Forhandlingen med et længere
Indlæg af Docent
H. O. Lange.
Han hævdede, at Læg o
ikke altid var tilstrækkeligt udrustede til at tage et Menig
hedsarbejde op, deres Viden er ofte for ringe. Menigheden
bør have Ansvaret for, hvem der besørger Arbejdet, disse
bør fremstilles i Menigheden, »autoriseres«. Docent Lange
pegede paa Menighedshøjskolen — en gammel Idé, som al
drig var blevet ført rigtig ud i Livet, men som han stadig
mente havde store Betingelser i sig for at dygtiggøre .æg
folk til Arbejdet.
. ,
Biskop Ostenf eld
tog Afstand fra disse Betragtninger, i e
han hævdede, at hvis han som ung Søndagsskolear ej u
skulde have været fremstillet i en Menighed, 111clen ran on
Arbejdet op, frygtede han for, at han først havde taaet e-
gyndt langt senere. Han hævdede, at Opgaven netop \ar
Samarbejde med det almindelige Lægfolk, ikke alene med