327 / 454
tær og Sekretær
la Gour
Kasserer; i Forretningsudvalget sid
der foruden de tre sidstnævnte Professor
Westergaard,
Kon
torchef
Hvidt,
Installatør
Christensen,
Fuldmægtig
Carl
Rasmussen
og undertegnede. Planen er at begynde med et
stort Møde i Koncertpalæet den 11. Marts med Taler at Bi
skop
Ostenfeld,
Folketingsmand, Dr.
Moltesen,
Provst
Fen
ger,
Frøken
Edel Liisberg,
Pastor
Ricard
og Pastor
Fibiger.
De vil paa forskellig Maade belyse Kirkesagens Betydning.
Søndagen derefter vil der i Københavns Kirker blive gjort
Rede for Sagen og de nye Planer. Og Mandag, Onsdag og
Fredag i Ugen derefter vil Stiftsprovst
Ussing
holde tre Fore
drag om Tidens Trang, Menighedens Ansvar og Guds Kraft.
Indsamlingen vil blive efter Portions-Systemet ligesom paa
Landet. Portionens Størrelse er dog herinde sat til 1 Kr.
mdl. i 5 Aar. Og der skal tegnes ca. 17,000 Portioner, for at
Maalet kan naas.
Det er en stor Opgave, men ikke større, end at Troen
kan magte den. Men Troens Frimodighed holdes oppe ved
Bøn. Derfor beder vi alle Kirkesagens Venner om at tage
denne Sag med ind i Bønnen. Bed om, at den maa blive godt
forberedt og lykkeligt gennemført til Fremme for Guds
Riges Arbejdskaar herinde.
Men der er endnu en Grund — og en mere algø-
rende — til netop nu at kalde paa Menighedens For
bøn. Det er hele Baggrunden for Arbejdet, som det gø
res herinde, hele den aandelige Stilling i København i
Øjeblikket. Der er tilsyneladende større Muligheder nu,
end der har været gennem mange Aar, mere Spørgen og
Længsel, mere Lytten og Forstaaelse, kort sagt aabne Døre.
Og i Menigheden er man ved at vaagne til Forstaaelse af,
at disse Forhold stiller deres særlige Krav. Guds Time til at
gaa frem kan snart være for Haanden. Men saa er Spørgs-
maalet med det samme stillet: Magter vi Opgaven? Har vi
Kraften til at hjælpe? Det Spørgsmaal har sin skarpe Brod;
det minder Samvittighederne om, hvad der mangler, og
om, hvad der er forsømt. Der er store Brist i Helliggørelses-
livet, i Fællesskabet, i den indbyrdes Kærlighed, i Bønslivet;
derfor lyder Vidnesbyrdet saa dæmpet. Der trænges til Aan
dens Kraft, til et rigere, stærkere, gladere Kristenliv, til et
mægtigere og mere overbevisende Vidnesbyrd. Og dette Vid
nesbyrd skal ikke blot lyde fra Prædikestolene, men ogsaa
Mand og Mand imellem. Menigheden skal ikke blot vidne
om, hvad Gud har skænket os i Kristus gennem de Mænd,
der særligt er udtagne og udrustede til Præstegerningen, men
dens Medlemmer skal selv personligt bære Vidnesbyrdel
frem med Mund og med Liv. I Menighedskredsene er man
begyndt at vaagne overfor det Ansvar, som netop denne Tid
lægger nær hen til Hjerterne. Der er ved at danne sig smaa
302