Previous Page  322 / 454 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 322 / 454 Next Page
Page Background

297

ningen, at Gud skulde gøre al Ting, og de bare lægge Hæn­

derne i Skødet eller maaske folde deres Hænder, men ikke

tage fat med Hænderne. De staar overfor forskellige Op­

gaver, det kan være af rent personlig Art at komme til Hjælp

timeligt eller aandeligt, det kan være en kirkelig Opgave,

som kræver sin Løsning, som en bedre kirkelig Betjening af

et folkerigt Sogn af døbte Mennesker, eller en Missionsop­

gave, hvor Mennesker gaar til Grunde, fordi der ikke gøres

noget for dem, og af en vis Gudbengivenhed foretager de

intet, idet de siger, at det maa Herren ordne. Det er, som

om de ikke rigtig forstaar, at vi bar faaet

Hænderne til baade

at tage fat med og til at folde.

Men saa er der andre, som gaar den stik modsatte Vej,

de er ivrige til at tage fat, de har Missionssind, de forstaar,

at her maa gøres noget og udrettes noget. Det er ikke, fordi

de mener, at de kan gøre det alene, de maa have Henens

Hjælp, men de vil ligesom gaa i Forvejen og anvise, hvorle­

des der skal tages fat. Og saa lider de Skuffelser, og saa

kommer der saa lidt ud af det.

Hvorledes skal det være mellem Disciplene og Herren?

Matthæus fortæller, at Disciplene kom til Herren og gav ham

Raad: »Stedet er øde, Tiden er allerede fremskreden, lad Ska­

rerne fare til Landsbyerne, at de maa købe sig Brød.« Det

var nu deres Raad, de saa, at der trængtes til, at der blev

foretaget noget, og saa siger de, hvorledes de mente, at Van­

skeligheden kunde løses. Men Herren afviser deres Raad,

han siger: »De behøver ikke at gaa bort, giver I dem at

spise.« Det er aabenbart den Herre, som taler, om hvem dei

staar, at »han vidste selv, hvad han vilde gøre«. Paa det

Punkt vilde han ikke have deres Tjeneste, og dog sendte han

dem senere ud i Tjenesten.

Naar vi da spørger om Forholdet mellem Herren og D i­

sciplene med Hensyn til Gerningen, der skal øves, saa j^iaa

vi først svare: Herrens Gerning skal øves; den maa ik e

ligge brak, den maa ikke forsømmes. Og det gældei i alle

Forhold, i det enkelte personlige, som naar kristne Forældre

staar overfor deres Børn, naar troende Mennesker ser Kirke­

marken øde, eller de ser en Missionsleilighed paa et bestemt

Omraade. Men i dette Ord: »Herrens Gerning skal ø\es«

ligger da ogsaa, at Gerningen er hans og ikke min, at c en

skal øves under hans Ledelse for at kunne øves i hans Kratt.

Men deraf følger saa, at der er noget, som Disciplene ikke

skal gøre, de skal ikke blande sig i det, som det tilkommer

Herren at tage sig af. De skal lære at se med Henens jne

paa deres Omgivelser. Det skal Forældre paa deres Børn, det

skal vi alle overfor dem, som vi paa en eller anden Maa e

har med at gøre. Men saa er det ikke os, der ska 01e

skrive, hvorledes Planen nu skal være. Og det er vel Grun