322 / 454
297
ningen, at Gud skulde gøre al Ting, og de bare lægge Hæn
derne i Skødet eller maaske folde deres Hænder, men ikke
tage fat med Hænderne. De staar overfor forskellige Op
gaver, det kan være af rent personlig Art at komme til Hjælp
timeligt eller aandeligt, det kan være en kirkelig Opgave,
som kræver sin Løsning, som en bedre kirkelig Betjening af
et folkerigt Sogn af døbte Mennesker, eller en Missionsop
gave, hvor Mennesker gaar til Grunde, fordi der ikke gøres
noget for dem, og af en vis Gudbengivenhed foretager de
intet, idet de siger, at det maa Herren ordne. Det er, som
om de ikke rigtig forstaar, at vi bar faaet
Hænderne til baade
at tage fat med og til at folde.
Men saa er der andre, som gaar den stik modsatte Vej,
de er ivrige til at tage fat, de har Missionssind, de forstaar,
at her maa gøres noget og udrettes noget. Det er ikke, fordi
de mener, at de kan gøre det alene, de maa have Henens
Hjælp, men de vil ligesom gaa i Forvejen og anvise, hvorle
des der skal tages fat. Og saa lider de Skuffelser, og saa
kommer der saa lidt ud af det.
Hvorledes skal det være mellem Disciplene og Herren?
Matthæus fortæller, at Disciplene kom til Herren og gav ham
Raad: »Stedet er øde, Tiden er allerede fremskreden, lad Ska
rerne fare til Landsbyerne, at de maa købe sig Brød.« Det
var nu deres Raad, de saa, at der trængtes til, at der blev
foretaget noget, og saa siger de, hvorledes de mente, at Van
skeligheden kunde løses. Men Herren afviser deres Raad,
han siger: »De behøver ikke at gaa bort, giver I dem at
spise.« Det er aabenbart den Herre, som taler, om hvem dei
staar, at »han vidste selv, hvad han vilde gøre«. Paa det
Punkt vilde han ikke have deres Tjeneste, og dog sendte han
dem senere ud i Tjenesten.
Naar vi da spørger om Forholdet mellem Herren og D i
sciplene med Hensyn til Gerningen, der skal øves, saa j^iaa
vi først svare: Herrens Gerning skal øves; den maa ik e
ligge brak, den maa ikke forsømmes. Og det gældei i alle
Forhold, i det enkelte personlige, som naar kristne Forældre
staar overfor deres Børn, naar troende Mennesker ser Kirke
marken øde, eller de ser en Missionsleilighed paa et bestemt
Omraade. Men i dette Ord: »Herrens Gerning skal ø\es«
ligger da ogsaa, at Gerningen er hans og ikke min, at c en
skal øves under hans Ledelse for at kunne øves i hans Kratt.
Men deraf følger saa, at der er noget, som Disciplene ikke
skal gøre, de skal ikke blande sig i det, som det tilkommer
Herren at tage sig af. De skal lære at se med Henens jne
paa deres Omgivelser. Det skal Forældre paa deres Børn, det
skal vi alle overfor dem, som vi paa en eller anden Maa e
har med at gøre. Men saa er det ikke os, der ska 01e
skrive, hvorledes Planen nu skal være. Og det er vel Grun