Inger Olufsen
klarede han med stor snilde, og så var han en stor pædagog til at
undervise mig i bogholderi. Ingolf var den, som inspirerede mig i
retning af det forretningsmæssige, kontakten med kunderne, og
gav mig mod til selv at træffe beslutninger.
Han beskæftigede sig meget med arbejdet med kartotek- og løs
blade. Men ind imellem var der også små opgaver med privatind
binding, som han tog sig af; og når han havde indbundet en bog,
var det i reglen også ham selv, der foretog forgyldningen. Det fore
gik ikke på forgylderpressen, men var håndforgyldning. Jeg har fik
somme tider lov at stå ved siden af i forgylderiet, mens det foregik.
Guldet var 24 karats guld, som var banket ud mellem huder til uhy
re tynde blade. Hvert blad var kun 1/10000 mm tykt! Når man køb
te guldet, sad bladene, der var ca. 8 x 12 cm store, imellem silkepa
pirsblade i et lille hæfte.
Når man skulle forgylde en bog, måtte skrifterne først opsættes i
en skriftkasse og opvarmes over gas. Også fileter med pyntestreger
eller dekorative blade og lignende blev opvarmet. Så blev skindet
præpareret med æggehvide, for at guldet kunne holde fast. En
anden måde at præparere skindet på var, at mester tørrede sig over
sin svedige pande og bagefter strøg hånden varsomt hen over skin
det. Så tog man guldbladet, der i forvejen var anbragt på en skind
pude, med en kniv, der nærmest lignede en almindelig paletkniv,
og lagde det hen over bogryggen, og endelig tog man fileterne med
skrifter og pyntestreger og trykkede dem af hen over bogryggen.
Man måtte ikke ryste på hånden, for titlen og dekorationerne skul
le sidde lige, ellers var bogen ødelagt. Det overflødige guld blev
varsomt tørret af og gemt i en anden lille kasse. Guldaffald blev
solgt til grossisten, hvor man købte guldet. Når man en enkelt gang
fik lov at stå og se på denne indviklede proces, skulle man stå
musestille. De tynde guldblade kunne let flyve omkring.
Ingolf havde desværre ikke et godt helbred. Den 5. august 1960
afgik han ved døden efter et kort hospitalsophold, to måneder før
han fyldte 63 år.
De tre brødre havde allerede i 1950 oprettet en interessentskabs
kontrakt, og ved Ingolfs død overtog min mor Alexandra Michel-
sen hans andel i firmaet og blev således passiv interessent i Byens
Protokolfabrik.
184