![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0183.jpg)
Byens Protokolfabrik
le jeg passe telefonen via et gammelt omstillingsbord med utallige
klapper. En anden del af mit arbejde var bogholderiet. Jeg kendte
endnu ikke forskel på debet og kredit og var længe om at fatte, at
egenkapitalen var et passiv. Men lidt efter lidt gik det dobbelte bog
holderis mysterier op for mig. Det var især Gunnar, som vejledte
mig, og jeg kom ligefrem til at kunne lide bogholderi. Man skrev
naturligvis i hånd i store kassebøger med mange kolonner. Hver
måned skulle der laves råbalancer, og debitorer og kreditorer skul
le føres ind på løsblade. Til nytår skulle der føres lagerregnskab og
beregnes afskrivninger. Det var firmaets revisor Karl Kristensen,
der indviede mig heri.
Efterhånden skulle jeg være med til at udregne tilbud på de man
ge skilteordrer. Til skiltekalkulationer havde man store blokke med
kolonner til materialetillæg: Pap, bagsidepapir og lim eller klister.
Her skulle man kende papformat og -tykkelse for at regne papom
kostninger ud. Det var ikke så ligetil. Papprisen var altid angivet
som en kilo- eller tonspris. Paptykkelsen blev indiceret ved et num
mer, sådan at fx pap nr. 70 betød, at der gik 70 ark pap på 50 kg. Så
skulle man kende papformatet og regne ud, hvordan de forskellige
skilteformater bedst kunne udskæres af en pap på fx 70 x 100 cm.
Arbejdslønnen blev udregnet efter akkordprislister, og endelig
skulle der tillægges et antal procenter til generalomkostninger.
Protokolpriser kunne man udregne efter en af Bogbinderlauget
udgivet priskurant. Dér skulle man kende de forskellige formater:
Bikube, småt og stort Median osv., og man skulle vide, om proto
kollen skulle have ryg- og sidetitler, om den skulle pagineres, gen-
nemdrages eller have metalskinner. For alle disse arbejder var der
særlige tillæg. Det var også nødvendigt at sætte sig ind i, hvad de
mange materialer stod for, så man kunne kende forskel på de for
skellige slags kunstlæder som nigerimitation og pluviusin og ken
de disse stoffers bredde, og man lærte at bedømme de forskellige
skindsorter: gedeskind, som fandtes i mange kvaliteter, fåreskind,
kalveskind og oksehud. I de første år efter krigen var det som tidli
gere nævnt endnu svært at skaffe mange af de gængse materialer.
Man benyttede fx danske svineskind og somme tider hajskind, hvis
man ikke kunne skaffe andet.
Mekanismer til de mange ringbind importeredes efter krigen fra
England, hvor det østrigske firma Kolomann Handler havde nedsat
181