178 / 233
Inger Olufsen
skrivebordet. Man gav hånd og sagde tak, og audiensen var forbi.
Foruden arbejdet på værkstedet fulgte der også andre pligter
med, når man var lærling. Det kunne f.eks. være budkørsel med
pakker. Firmaet havde tre budcykler: en lille 2-hjulet med lad foran,
en såkaldt Long Johnmed plads til lidt mere og en trehjulet med en
lukket aflåselig kasse, der fyldte hele ladet og var påmalet BYENS
PROTOKOLFABRIK. Så der var altid en ledig. Det kunne være
meget hyggeligt med lidt frisk luft midt i arbejdstiden. Men ikke
alle kunder var lige medgørlige. Der var f.eks. en kunde på Nørre
vold, som en gang på det nærmeste skubbede mig ned ad trappen
med alle varerne, fordi det havde regnet lidt på indpakningspapi
ret. Anderledes var det at blive sendt ud med regninger. Det var
ikke så tungt, og der vankede af og til lidt drikkepenge. Og da de
fleste kunder boede i den indre by, var det et let og behageligt job.
Samtidig lærte jeg alle byens små gader og stræder at kende.
Et andet knap så spændende job var oprydningen hver aften. Alt
papiraffald skulle stoppes i sække, som skulle snøres og bringes
ned i gården, hvor vi havde et lagerlokale. Så skulle gulvet fejes, og
det var et utaknemmeligt job, fordi alt sad fast i det gamle splintre
de trægulv. I de første læreår fik vi lov at starte en halv time før fyr
aften. Men så fandt en emsig svend ud af, at støvet var skadeligt for
personalet, og støv kunne jo ikke undgås. Så det blev til, at vi først
måtte starte, når det øvrige personale var gået hjem, så somme tider
blev det sent, før vi kunne forlade værkstedet. Navnlig om lørda
gen var det surt. De første år af læretiden arbejdede vi til kl. 13.30.
Senere blev det til kl. 11. Lørdagsarbejde ville være utænkeligt i
dag, men den gang nød jeg at kunne komme hjem og spise frokost
om lørdagen.
Når vi havde tilstrækkeligt med sække med papiraffald, ringede
vi til papiropkøberen, Thomassen. Han kom med sin lastbil og
holdt ude i Peder Hvidtfeldtsstræde, fordi der sjældent var plads i
gården. Så måtte vi to lærlinge hjælpe. Sækkene skulle bæres eller
trækkes ud til vognen, og de kunne godt være tunge, især hvis de
indeholdt afskæring af hvidt, krideret papir. Ofte var vognen godt
læsset, når den kom til os. Så skulle sækkene helt op på toppen af
læsset. En gang skete det da også, at læsset væltede ned på gaden,
og nogle sække røg ind igennem vinduet i en kælderbutik.
Maskinparken på B.P. i 1945 var forholdsvis stor. Men de fleste
176