157 / 243
- 22 —
Man faar af Statuen det rette Indtryk af Absalons
Mod, thi som man ser, farer han dristig frem med en
— temmelig lille — Stridsøxe i sin Haand. En ridekyndig
Kritiker vilde maaske ikke være helt tilfreds med den
Maade, hvorpaa Rytteren stikker Benene fremefter, medens
Hesten galopperer, thi for Ligevægtens Skyld vilde det
vel nok være hensigtsmæssigt at lægge Schenklerne til
bage. Rytteren er vel ogsaa for ubetydelig i Forhold til
Hesten, ikke alene hvad angaar Størrelsen, men ogsaa i
kunstnerisk Kraft. Det synes næsten at følge af sig selv,
at man først omtaler Hesten og mest dvæler ved den,
man faar ikke ret fat paa Rytteren, han træder i Skygge
for Hesten og gemmes af den. Absalons Hoved og Aasyn
er dannet efter Forbilledet paa hans Gravsten i Sorø Kirke.
Statuen er først og fremmest usædvanlig derved, at det
er en springende Hest i hæftig Bevægelse, den plastiske
Ro og Hvile er dermed selvfølgelig ikke til Stede, og
uvilkaarlig føler man sig ved en mere indgaaende Betragt
ning noget trættet og længes efter, at Hesten skal falde
ned paa Forbenene igen.
Monumentets Fodstykke er saa prægtigt og smukt i
Form og Farver i den harmoniske Forening af de forskel
lige Materialier, at der er al Grund til at glæde sig der
over. Ikke alene var det en original Idé at anvende Mur
sten til Byggeæmne der, hvor man altid var vant til at se
huggen Sten eller Marmor, men hvad bedre var, den blev
gennemført godt og stilfuldt. Forholdene i hele Opbyg
ningen er vel afvejet, og Fodstykket passer i Størrelse til,
hvad det skal bære.
Monumentet i sin Helhed virker kraftigt og med en
charakterfuld Silhuet navnlig paa nogen Afstand, saa at
man ikke kommer til at kigge Hesten lige op under Maven,
og heldigvis er man forskaanet for at se en Jernstang som
Stiver. Høit knejser Gruppen i Forhold til de omgivende
Bygninger, som den ligesom stormer henover. Og vel
afpasset til Torvets Størrelse er Helheden hverken for
stor eller for lille.