154 / 243
— 19 —
sammenholde Stykkerne af Blypladen, fik man følgende
mangelfulde Indskrift: „H ER HVILER ÆRKEBISKOP
ABSALON, ASSERS SØN, EN GOD OG FROM MAND,
DER GRUNDLAGDE DETTE KLOSTER OG BER I
GEDE DET MED MEGET GODS. . . .
Den nederste
Del af Blypladen var næsten ganske fortæret, men syntes
at have indeholdt en Angivelse af Absalons Embedsaar
som Biskop og Ærkebiskop samt hans Dødsdag, Sanct
Benedictus Dag, 2 1 Marts 120 1. Absalon ejede ved sin
Død kun det, han havde arvet eller var i Besiddelse af
som Prælat og Stormand i Riget. Der er bevaret en
Optegnelse af Absalons sidste Villie, som viser, at han
lige til det sidste havde bevaret hele sin Aands Klarhed
og retsindige Betænksomhed. Sin rige Fædrenearv gav han
til Sorø Kloster, undtagen Fjenneslev. Om hans Pietet for
Barndomshjemmet vidner det lille Træk, at han testamen
terede sin Broder Esbern, Fædrenegaarden i Fjenneslev
samt den lille Skaal, hvoraf hans Fader plejede at drikke.
Kjøbenhavn med det tilliggende Jordegods havde han jo
alt forhen skænket til Roeskilde Bispestol. Hvad han
ellers ejede, fordelte han til Venner og Frænder og til
alle dem, som havde staaet ham nær i de forskelligste
Stillinger.
Den præstelige tydske Forfatter Arnold af Liibeck
sagde ved Omtalen af Absalons Død: „Hele Danmark
sørgede over hans Død og befalede hans Aand i Jesu
Christi, Fredsfyrstens, Hænder, ligesom han selv i levende
Live havde ført mange, som laa i Ufred, til Fred og
Enighed. “
Blandt de Egenskaber, som prydede Absalon, træder
især hans personlige Mod stærkt frem, dernæst hans Sand
druhed og Djærvhed, og disse Egenskaber lagde han ikke
blot for Dagen i sin Optræden over for Rigets Fjender,
Tydsklands Kejsere, men lige saa meget i Omgang med
sin kongelige Ven, Valdemar, hvem han aabent sagde Sand
heden, naar han efter Absalons Mening trængte til at
høre den. Ogsaa hans Gavmildhed mod Kirker og Klostre,
betragtet i Lyset af den Tid, hvori han levede, har været