149 / 243
Kalundborg o. fl. og der indrettedes Vagthold saavel paa
Søen som langs Kysterne. Fremfor alle berømmes Absalon
for sin utrættelige Aarvaagenhed, Aandsnærværelse og
krigerske Lyst. Han havde legemlige Kræfter, kunde
svømme i fuld Rustning, i Fredstid fældede han Træer
og kløvede dem, og ved sligt strængt Arbejde øvede og
hærdede han sit Legeme til mageløs Udholdenhed, og
gav sig samtidig i Lag med boglige Studier, lyttede til
Frasagnene om Fædrenes Daad, og de gav ham den luende
Begejstring for Danmarks Saga og Drivkraften til hans
egen historiske Gjerning. Sejren over Venderne og deres
Undertvingelse dannede et Vendepunkt i Tidens Historie,
og Absalon havde i de mangeaarige Kampe indlagt sig
den største Berømmelse som Kriger og Hærfører, men
da havde han ogsaa fuldtud naaet det Maal, som han
havde sat sig for sin Krigergerning, at værne om Danmark
og de danske Haves Fred.
Saa nedlagde Absalon omsider Sværdet, og deltog
ikke mere i krigersk Færd, men viede sig til kirkelig Virk
somhed. Til Minde om sin Krigertid beholdt han dog til
sin Dødsdag sine Brynjer. Der var meget for Absalon at
oparbejde fra de urolige og oprevne Tider, og meget stod
endnu tilbage at organisere, for at føre den danske Kirke
fuldt indordnet i det almindelige Kirkesamfund, men han
bragte god Orden og Fasthed i det danske Kirkevæsen,
og Gejstlighedens Magt steg betydeligt. Absalon fik ind
ført fuld Ensartethed ved Gudstjenesten i de forskellige
Bispedømmer.
Absalons store Gerning i Fredens Dage var, at han
bevægede sin Klerk, Saxo, til at tage fat paa sin Dan
marks Krønike, og Absalons egne Fortællinger var den
Kilde, hvoraf Historieskriveren først og fremmest øste.
Absalons Virksomhed som Statsmand og Gejstlig, hans
Omsorg for Videnskab og Lovgivning hævede ham højt op
over hans Samtid.
Et Par Aar efter Udstedelsen af den skaanske Kirkelov
nedlagde Ærkebiskop Eskil sit Embede, og saa agtet var
Eskil, at Paven endog gav sit Minde til, at Eskil selv
— 14 —