146 / 243
— I l
som Absalon fangede, lod han halshugge og deres Hoveder
opsætte paa Stadens Mure til Skræk og Advarsel for deres
forbisejlende Landsmænd. Ved at han gjorde Byen til en
Hovedfæstning for Riget, først derved skabtes Muligheden
for, at denne til Tider hærgede Boplads kunde faa Fred
til at voxe og blive til en By, en ny By, stedse større og
større, og som Saxo kaldte „den absaloniske By“ , thi
nu var der Fred og ingen Fare. Absalon har ikke manglet
Blik for Byens udmærkede Beliggenhed, Gud havde skabt
Betingelserne, Absalon saå dem og udnyttede dem, og
Eftertiden fulgte i hans Fodspor. Dette Befæstningsanlæg
blev saaledes Landet til stort Værn, thi baade gjorde han
Byen mistænkelig i Sørøvernes Øine, og Landets Børn
kunde fra nu af trygt færdes i Farvandet trjndt omkring.
Opførelsen af „Castrum de Hafn“ betegner et vigtigt
Vendepunkt i Kjøbenhavns Historie, thi Udviklingen gik
nu hurtig for sig, og man kan spore Absalons myndige
og ledende Haand ved Iværksættelsen af en planmæssig
Udvidelse af Staden. Det maa ene og alene tilskrives
Absalons Snille og Daadkraft, at den lille By ved Sundet
vandt Anseelse, og snart blev en af de betydeligste Han
delspladser i Norden, og nu ilede den Rang og Storhed
i Møde, som var den forbeholdt i Historien.
Inden for den af Naturen formede Ramme, Søerne
og Sundet, opstod Danmarks Riges Hovedstad med Front
mod Havet og lille, som den var, med let Adgang til de
blaa Bølger. Fra Byen saå man ud over Sundet baade
Nord og Syd paa, og alle Byens Borgere havde Søbrisens
friske Pust strygende forbi Ruderne, Stadens Lunger nære
des af dens Kraft, og den Dag i Dag henter Kjøbenhavn
sin Næring fra Havet, vel ikke saa udelukkende som tid
ligere, men Byens Existens er endnu som før afhængig
deraf. Kraften, Rigdommen og Sangen i dens Sjæl kom
mer endnu derude fra og vilde gøre det i stadig højere
Grad, jo friere og fastere Forbindelsen mellem Byen og
Havet blev.
Paa Ringstedmødet i 1 1 70 skrinlagde Absalon og
Eskil, Knud Lavards Ben, og kronede Kongebarnet Knud.