242 / 294
D
EN første Gang, vi i Sparekassens Historie træffer Udtalelser
om Pensionering eller dermed beslægtede Ting, er, da Enken
efter Bud Ernst, der havde tjent Kassen fra dens Stiftelse indtil sin
Død i Januar 1851, bad
0111
en aarlig Understøttelse. Hendes An
dragende behandles i Mødet den 18. Februar, og vi finder da her
følgende Udtalelse, der indeholder intet mindre end et Program:
»Da Bud Ernst imidlertid . . . havde tjent Kassen siden dens Opret
telse . . . ansaae man det efter Omstændighederne passende at afvige
fra den Begel, som iøvrigt bør følges, nemlig ikke at paabyrde In-
stitutet Pensioner, faststaaende Understøttelser eller andre lignende
Forpligtelser«, hvorefter man —foruden at gøre Enken flere andre
Indrømmelser —tilstod hende en aarlig Understøttelse paa 100 Bbd.,
der senere forhøjedes til 125 Bbd.
Den Regel, der her fandt sit Udtryk, følges ogsaa, da Spørgs-
maalet dukker op næste Gang. Det er i Aaret 1859, da Bogholder,
Justitsraad Klein, er død. Sagen behandles i Mødet den 18. Marts,
og Dagen efter afgaar en Skrivelse til Enken, hvori det hedder, at
Direktionen ønsker at give hende et Vidnesbyrd
0111
sin Paaskøn-
nelse af Justitsraadens Fortjenester: »Men da vi finde det uforene
ligt med dette Instituts Natur, at dets Embedsmænd eller deres
Efterladte bevilges Pension, bede vi Dem modtage medfølgende
Sparekassebog, hvis paalydende Beløb, 800 Rd., i Kassens Bøger
er indført som Deres Ejendom.«
For saa vidt maa altsaa de to nævnte Bevillinger komme ind un
der Begrebet: Velgørenhed. Men et saadant Standpunkt kunde na
turligvis ikke fastholdes i Længden. Det var rigtigt, saa længe Kas
sen kun havde aabent nogle faa Timer ugentlig, og Beskæftigelsen
paa Kontoret derfor for Personalet kun var en Bibeskæftigelse. Det
kunde endnu fastholdes, efter at Kontoret i 1856 holdtes aabent lil
Hverdagsbrug, medens der dog endnu kun var Tale
0111
Morgen
235