106 / 213
Hans Ursin og i aarene 1747-62 af en saa højfornem mand som lensgreven fra
det lollandske Christianssæde, Christian Ditlev Reventlow. Siden sank gaar-
den noget i rang. Ganske vist var den følgende ejer ikke uden m idler, grosserer
Peter Fenger af firmaet Borre & Fenger, men greven ville nu nok have rynket
en kende paa næsen ad det sæbesyderi, som grossereren lod indrette i den her
skabelige gaard. Det gjorde Fenger forøvrigt ogsaa selv - endnu inden det be
gyndte at lugte. Han var ikke tilfreds med murermesteren Hans Uttendahls ar
bejde, og det hjalp ikke, at denne paakaldte sine fagfæller som skønsmænd.
Ingen af »murermestrene«, hverken Johan Chr. Conradi eller Philip de Lange
ville anerkende, at byggeriet var solidt nok.
Det vil maaske huskes, at Abraham Lehn i sin tid kun havde købt den ene af
Trellunds eller Frederik Antoni Mollers to gaarde. Til denne hørte ganske vist
de tre fjerdedele af det samlede grundareal, mens resten var henlagt til den
anden gaard, det nuværende Strandgade 4, hvis areal dog tillige var suppleret
med en grund paa den anden side Strandgade. Her var der bygget et pakhus.
Gaard og pakhus blev paa auktionen i 1699 begge købt af Oluf Antoni
Møller. Som navnet antyder endnu en broder til fallenterne Niels og Frederik
Antoni Møller. Selve beboelseshuset med flisegulve og bjælkelofter bar dengang
stadig, som forresten ogsaa senere, præg af tilblivelsen først i det 17 . aar-
hundrede, og ejendommen var ellers i det hele præget af dens anvendelse som
købmandsgaard. Kælderen var indrettet som pakrum, og over indkørselspor
ten var der »et stort contoir afdelt udi trende parter med tilhørende skriver
borde og andet«. Men allerede et par aar efter kom stedet atter under ham
meren. Den nye køber, en udlænding, Jaqve Hinter af »Dunqverqven«, var
heller ikke i stand til at svare sine forpligtelser, og den virkelige ejer, pant
haveren, admiral Gjedde, ham med gaarden i Kannikestræde, lod gaarden
overdrage, det vil sige, det var hans sagfører, der med fuldmagt fra ham mødte
paa bytinget og »udi lovlig tingslyd med haand og mund, jord og muld trans
porterte, overdrog og skødede ejendommen til Andreas Weise«, som der
staar i retsprotokollen. Uden at man dog skal tage det altfor bogstaveligt. De
dage var nok forbi, da man havde en græstørv med i retten for at kunne kaste
den i køberens kjortelskød. A f denne symbolske handling var selve begrebet:
at skøde, udsprunget, og erindringen om ceremonien blev altsaa bevaret i rets
bogerne længe efter, at den var gaaet af brug.
Da Andreas Weise købte gaarden i Strandgade, var han endnu en yngre
mand, næppe fyrretyve aar gammel, uden titel og rang. Men da han døde i
1 72^ var det som »Ihro Königl. Majestät zu Dännemarck und Norwegen
etc. Conferentz-, Staats-, Justitz- und Cammer Raths wie auch General Post-
Directeur«, som der staar i det tyske mindedigt over ham. Andre tryksager i
anledning af hans salige henfart var to auktionskataloger, den ene over hans
1 06