110 / 213
embede, vedstaar jeg mig aldeles at udelukkes fra det, som en retskaffen,
ærlig undersaat med billighed holder for det ypperste og uskatterligste, næst
Gud i himmelen, nemlig Eders kongelige Majestæts hyldest og naade!«
Naa, siden kom han altsaa til ære og værdighed igen og sad som borgmester
til sin død i 748.
To aar senere solgte enken gaarden i Strandgade. Hun drog til sin søster paa
Fyn, og der fik hun til sin tid en standsmæssig begravelse blandt andre Rosen
vinger, i gravkapellet ved Højby kirke. Men havde hun tænkt sig her at afvente
dommens dag, tog hun fejl. Der som saa mange andre steder blev de adelige lig
i vor tid gravet ned ude paa kirkegaarden.
Da hun solgte gaarden, var det endnu et aabent sporgsmaal, hvad der skulle
ske med den tidligere Rostgaards plads og saltværkets bygninger paa den.
Det var ikke blevet til noget med det garnisonssygehus, som det en over
gang havde været paa tale at rejse paa de gamle bygningers fundamenter. Oberst
S. C. Gedde havde ellers efter allerhøjeste mundtlig befaling udarbejdet to
alternative forslag, det ene til et etetages bindingsværksanlæg, det andet til et
grundmuret sygehus i to stokværk. Men planerne om et nyt etablissement af
denne art var blevet stillet helt i bero i januar maaned 174^. Selvom man gen
nem aarene fik lidt ind i pakhusleje, saa lykkedes det ikke at faa en plan om at
overlade samtlige bygninger til oplag for det nye Nordisk saltværk virkelig
gjort. Og efter at saltværkets direktører endelig i 1747 var blevet befriet for
deres ansvar, gik der endnu nogle aar, inden det besluttedes at afhænde hele
herligheden paa en offentlig auktion, oprindelig saavel grund som bygninger,
men sluttelig blev det saaledes, at kun de sidste skulle bortsælges til nedbryd
ning. Med grunden havde majestæten truffet anden bestemmelse.
Havde man ikke faaet et garnisonssygehus paa pladsen, saa fik man i stedet
en garnisonskirke, Frederiks tyske kirke. Det blev paa den maade ogsaa endelig
til alvor med en kirke ved Grønnegaards havn.
Officielt var det den tyske menighed paa Christianshavn, indtil da fælles
med den danske om Frelsers kirke, som tog initiativet til kirkebyggeriet, saa
vel som til den tyske garnisons henlæggelse til det nye gudshus. Nok muligt,
ja sandsynligt, at man havde følt sig for inden henvendelsen til kongen med bøn
om, at han ville skaffe dem de nødvendige midler, for man havde ingen penge
selv. Og anmodningen blev naadigst imødekommet. De fik ikke blot lov til at
lade optage en kollekt, en indsamling over hele landet, men ogsaa til at for
anstalte et lotteri til fordel for opførelsen, og da det havde givet et overskud
paa henved 32.000 rigsdaler, bevilling til nok end et, hvilket dog kun indbragte
godt 9000. Hertil kom 1 0. 000 fra landsindsamlingen.
Og de fik efter et første afslag ogsaa den plads, de havde kastet deres øjne
paa, saltværkets areal, med undtagelse af pakhusbygningen paa grænsen til labo-
1 1
o