106 / 176
101
denne Lejlighed, at jeg vilde stille meget smaa
Fordringer for muligen at faa Sagen bilagt. Brigade-
chefens Gang var imidlertid forgæves; Oberst N. N.
vilde ikke gøre nogen som helst Undskyldning, det blev
kun tilladt min Brigadechef at sige til mig, at N. N. havde
været heftig! Atter blev jeg beordret til at give Møde hos
Brigadechefen for at faa denne Besked, til hvilken
jeg svarede, at jeg vel med Berettigelse kunde have
ventet noget mere, men da jeg nu en Gang over for
ham havde udtalt, at jeg vilde være tilfreds med lidt,
saa tillod jeg mig at supplere min Modparts Ord om
Heftigheden med, at jeg som Følge deraf ikke maatte
betragte ham som tilregnelig, og dermed vilde jeg
slutte denne for mig saa ubehagelige Sag.
Et Par Dage derefter kom jeg i Samtale med en
af Modpartiets Bataillonschefer, som ved denne Lej
lighed udtalte de Ord:
»Men hvorfor vilde Du
ogsaa udføre et Angreb paa vore Kanoner?«
Her
til svarede jeg: »Hvis Du havde været i mit Sted,
vilde Du have gjort det samme, thi Ordren dertil
maatte jo lystres!« »Havde Du faaet Ordre til Angre
bet?« spørger han meget forundret, og jeg svarede:
»Selvfølgelig havde jeg det, da det ellers ikke var sket,
eftersom jeg ikke vilde sætte nogen Æ re i at tage vore
egne Kanoner!« »Hvem havde givet dig den Ordre?«
spørger han videre, »Brigadens Stabschef!«. var Svaret
paa hans Spørgsmaal.
Bataillonschefen udtalte da, at dette var fuldstæn
digt ubekendt for Oberst N. N., og at denne min Ud
talelse vilde fremkalde et helt andet Syn hos ham paa
Sagen.
Istedslagets Aarsdag fejredes som sædvanligt ved