126 / 176
jeg tog en endelig Beslutning, og jeg kom til det
Resultat, at jeg i dette Tilfælde skulde benytte min
Ret, thi Stemningen var bitter mellem de tre Officerer,
der skulde afgaa til Kjøbenhavn og Kronborg. Je g
beordrede da Kommandantskabets Adjutant til at led
sage disse Officerer, og da de den følgende Dag
meldte sig fra Tjeneste, takkede den ældste Officer
mig for den trufne Foranstaltning.
Deres Afrejse samt den Omstændighed, at de
ledsagedes af Adjutanten, indmeldtes straks til General
kommandoen, og faa Dage efter fik jeg Ordre til
at give Indberetning om de Grunde, der havde frem
kaldt Ledsagelsen. — Havde jeg undladt at træffe
denne Foranstaltning, og Generalkommandoen saa
havde spurgt mig om Grundene hertil, vilde jeg
maaske have været i Forlegenhed fo rS v a re t; men nu
var jeg det ikke, og efterat Indberetningen var ind
sendt, hørte jeg ikke mere om Sagen.
Ved en snart efter stedfindende Inspektion af den
kommanderende General udtalte jeg min Forundring
over, at en Jurisdiktionschef skulde interpelleres an-
gaaende en saadan Handling, der jo var hans Ret.
Jeg modtog det Svar: »Det skal De ikke tage Dem
nær, det var Stabschefen, som fremkaldte Forespørgs
len, og man ønskede kun at kende Grundene til Led
sagelsen.«
Da jeg engang fortalte denne Historie til Sous-
kommandanten i Kjøbenhavn, svarede han: »Ja, jeg
vilde være bleven meget forundret, naar De ikke
havde sendt en Officer med, og en Arrestant havde
meldt sig med to andre hos mig for derefter at rejse
I
2
1