121 / 176
senere ved Forfremmelse blev min foresatte, i hvilke
jeg fik det Skudsmaal, at jeg var »stolt af min Krigs
historie !«
Denne Følelse har jeg dog aldrig tænkt mig at
være i Besiddelse af, thi jeg stiller saa store Fordrin
ger til, hvad jeg forstaar ved Krigshistorie, at jeg ikke
drister mig til at tillægge mig selv Spor af nogen saadan.
Mine høje daværende foresatte havde læst derom,
og de undlode ikke at lade mig føle »Trykket« paa
en meget ufin Maade. Je g forstod ikke denne pludse
lige Forandring i deres hele Optræden over for mig.
Først efter Missionschefens Død fortalte en ældre,
endnu levende Officer, som havde været ansat ved
hans Stab, mig om »den hemmelighedsfulde Sværte!«
Efter at Bataillonen havde været i Lejren i nogle
Dage, afventede jeg Besværing fra den Kompagnichef,
der forinden Afmarchen fra Garnisonen ansaa det for
en Umulighed at marchere efter »saa strenge March
fordringer«; men der kom ingen, og det fortaltes
endog, at 17. Bataillon var kommen dansende til
Lejren ved Hald!
Foranledningen til denne Udtalelse maa være
fremkommen ved, at Musikkorpset blæste under
den halve Hviletid, og en stor Del af Mandskabet
dansede saa i Stedet for at ligge paa Jorden og
dovne.
1 16