120 / 176
i i 5
meret til Parade i sammentrukne Kompagnikolonner, da
Generalen nærmede sig. Je g afgav den befalede Honnør,
og da Generalen passerede N. N.s Kompagni, sænkede
Kompagnichefen og den forreste Delingsfører ikke deres
Vaaben paa samme Tid, og straks saa jeg den opblussende
Vrede.
Da Fronten var passeretog Generalen kommen til
bage til Bataillonens Midte, modtog jeg følgende Ordre:
»Vil De marchere forbi mig med Deres Bataillon og afgive
den Honnør, der tilkommer mig.« I hvilken Formation
befaler Hr. Generalen?« spurgte jeg, og Svaret lød:
»Sektionskolonne, Afmarch fra højre Fløj.«
Atter Landevejshistorien tænkte jeg; — for at give
Kaptajn N. N. Lejlighed til at sænke sin Sabel for
Divisionsgeneralen skal hele Bataillonen foretage Forbi-
defilering.
Hermed var den Historie afsluttet og 17. Batail
lon ikke oftere udsat for Forfølgelser i Resten af Lejr
perioden.
Mendisse vare
ikke udelukkende frem
kaldte ved den omtalte Kompagnichef, de havde tillige
en anden Hensigt, den nemlig »at trykke Bataillons-
chefen ned«.
Og hvad var da Grunden hertil? spørger man selv
følgelig. Svaret
skal blive, at Grunden var den, at
jeg under min Rejse til Troppesamlingen ved Bruck
an der Leitha i Sommeren 1873 fik, uden at jeg havde.
Anelse derom, den daværende Missionschef til Uven
af — Jalousi, fordi Hs. Maj. Kejseren talte mere
med mig end med h am , og dette havde ganske
simpelt sin Grund i, at det tyske Sprog faldt lettere
for mig end for ham.
Der fremkom skriftlige Udtalelser fra ham, da han