119 / 176
1 14
paa til mig, der dog ikke kunde være ansvarlig for
eller hindre en undergivens Fejl, svarede jeg: »Den
givne Ordre er fulgt, som Generalen har befalet mig,,
og min Myndighed har jeg brugt!«
»Hvad var da Grunden til, at Kaptajn N. N. ikke
hilste mig?« spurgte Generalen videre; jeg svarede:
»Kaptajnen troede ikke, at han skulde hilse.«
Je g maatte derefter følge med til Generalens Telt,,
hvor alle Reglementer bleve trukne frem for at kon
statere, at Kaptajnen havde Uret. I sin Udtalelse om
denne Officer var Generalen saa streng og hensynsløs,,
at jeg endog udtalte: »Jeg skulde gerne kommandere
17. Bataillon med fire Kompagnichefer af Kaptajn N.
N.s Type!« men jeg kom snart til den Erkendelse, at
dette vilde blive et brydsomt Hverv for en hvilken
som helst Bataillonschef.
Je g udtalte slutteligen til min høje foresatte, at
den hele Sag var mig i højeste Grad ubehagelig;
thi det var dog ikke mig, der som Chef for Bataillo
nen havde tilsidesat min Pligt over for Generalen, men
en Kompagnichef, der af Uvidenhed havde undladt at
sænke sin Sabel under Bataillonens Forbimarch. Gene
ralen svarede intet til denne Udtalelse, og det tillodes
mig endelig at træde af.
Næste Dag var Bataillonen paa den søndre Øvel
sesplads og afholdt den befalede Hviletid, da jeg saa
Divisionsgeneralen med Stab ride ud af Skoven ved
Karupvejen og forsvinde i Slugterne, der føre op
imod Øvelsespladsen.
En Adjutant af Staben kom
hen til mig og spurgte efter 20. Bataillon samt med
delte mig, at Divisionsgeneralen ogsaa vilde komme til 17.
Bataillon. Je g lod da denne træde til Gevær og stod for-