22 / 176
17
forhindredes deri af den fjendtlige Underofficer, der
slog Bajonetten bort med de Ord: »Lassen Sie das
sein!« Disse menige berøvede mig derefter min Sabel,
Jægertasken med Sølvkæderne og Feltkappen, der var
næsten ny. Efter at denne »Stordaad« var udført, uden
at den fjendtlige Underofficer her gjorde sin Myndighed
gældende, slæbtes jeg op paa Højderne, hvor jeg blev
lagt paa den vaade Jord, blødende, tilsølet og vaad af
Regnen, frysende, da jeg var uden Feltkappe og det til
med i April Maaned.
Je g laa kun faa Skridt fra to fjendtlige Officerer,
der vare til Hest og iførte »Goslarjægernes« Uniform;
den Tanke faldt mig derfor ind, at det maatte være
Jægernes Chef med Adjutant. Je g var endnu harm
fuld over den Behandling, der var bleven mig til Del
i Mosen, og jeg besluttede derfor at klage herover til
Chefen.
Da det tyske Sprog faldt mig let, gav jeg
en kort Beretning om Jægernes Plyndrelyst; de to
fjendtlige Officerer hørte paa mig med Opmærksom
hed, men jeg fik kun det Svar tilbage fra Chefen:
»Dabei ist nichts zu thun!«
Adjutanten red imidlertid bort og kom snart efter
tilbage med en Officerskappe, hvilken han bredte
over mig.
Kort efter mødte en tysk Læge, der undersøgte
Saaret og derpaa udtalte de Ord: »Das ist nur ein
Streifschuss.« Dette skulde vel være en Beroligelse
for mig; men den var mig saa aldeles ligegyldig, thi jeg
følte, at Kuglen var trængt ind i Underlivet, hvor den
var forbleven. Je g blev nu baaren til Ambulancen og
kørt til Oversø Kro, i hvis forreste Værelse jeg saa en
tysk Læge beskæftiget med at save et Ben ud af min
2