21 / 176
i6
derefter Kommandoen over den lille Styrke Jægere,
men blev ogsaa snart saaret i den venstre Underarm.
Premierløjtnant Hein, der havde Stilling bag »Mud
dergrøften«, var ogsaa saaret, og selv laa jeg blødende
sammesteds, haardt saaret fra Goslarjægernes Stilling
paa Højderne Syd for Bilskov Kro. Je g mindes tyde
ligt, at jeg, da jeg modtog Kugleslaget og mærkede
dets Følger i Underlivet, udtalte de Ord: »Saa, nu
er jeg færdig, vær saa god at hilse hjemme.«
Derefter lagde jeg mig til — at dø! thi jeg var
fuldt overbevist om, at jeg havde faaet mit Banesaar,
og dette var da ogsaa senere den almindelige Mening
hos Lægerne paa Lazarettet i Slesvig.
Kuglen var gaaet ind tæt ved Rygraden, men
havde intet Udgangssaar, og det viste sig snart efter,
at den havde beskadiget rectum.
Lidt efter lidt
mistede jeg Bevidstheden, men jeg hørte dog Kampen
rase; tilsidst blev alt stille.
Man fortalte mig senere, at Jægernes Modstand
havde varet over 2 Timer, og Kl. var ca. 7 Efterm.,
da en brunsvigsk Bataillon rykkede frem og stormede
ned ad Højderne under Raabet:
»Kein Pardon!«
Fortsat Modstand var umulig, og Jægerne maatte over
give sig, men fik dog Pardon.
Hvorlænge jeg henlaa i Mosen efterat være saaret,
kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om; men jeg
mærkede, at jeg blev løftet op, og jeg saa da en dansk
Frivillig samt en fjendtlig Underofficer tage mig under
Armene og slæbe mig op mod Højderne, hvor Fjenden
havde haft sin Hovedstilling. Da stormede pludselig
nogle fjendtlige Menige henimod os, og en af disse
forsøgte at jage sin Bajonet i Brystet paa mig, men