27 / 176
22
stede alt af sig, og Sygepasseren maatte da holde ham
i Sengen med Magt. Da Lazarettet fortrinsvis var be
lagt med tyske saarede, svævede man i Uvished om
min Skæbne, og Rygtet gik nok, at jeg var begravet
paa Oversø Kirkegaard. Mit Opholdssted var et 3die
Klasses Lazaret, og da der en Dag kom en af vore
Læger i Besøg, bad jeg ham om at drage Omsorg for,
at jeg blev flyttet til et Lazaret, hvor jeg kunde være
mellem Kammerater. Fru Frigge hørte min Udtalelse,
og da Lægen var gaaet, kom hun hen til min Seng
og bad mig om at forblive paa »Domziegelhof«, indtil
hendes Søn var død; thi hun troede, at han var vi
dende om, at han havde en Officer til Nabo, og selv
om vi for faa Dage siden havde staaet overfor hinan
den som Fjender, maatte enhver fjendtlig Følelse jo
nu være forsvunden under den Tilstand, i hvilken vi
begge var komne i Kampen ved Oversø. At jeg lo
vede at opfylde hendes Ønske, er jo en Selvfølge, og
faa Dage derefter havde han udstridt.
Je g flyttedes nu til et Lazaret i Friederichsberg og
kom til at ligge paa samme Stue som flere andre
danske Officerer.
I over 2 Maaneder var min Tilstand saaledes, at
jeg betragtedes som »Dødens Bytte«, og paa Fore-
spørgler fra Kammeraterne paa samme Stue hørte jeg
af og til Lægerne udtale, at jeg ikke kunde leve, naar
ikke Naturens Gang snart kom i Orden.
Doktor
Thune, der behandlede mig, gjorde mig daglig Spørgs-
maal i den Anledning, og naar jeg havde meddelt ham,
at det var gaaet som sædvanlig, satte han et meget
betænkeligt Ansigt op, rystede paa Hovedet, men sagde
intet.