D
e r
tales saa ofte om Pariserindernes
store Letsind, saa man er nærved
at troe, det er en Nationalfeil, Af de fleste
franske Romaner faaer vi det Indtryk, at
Damerne i de høiere Sam fundsklasser er
Koketter, — for ikke at sige utro Hu
struer. I de lavere K lasser er vi tilbøjelige
til at kalde Kvinderne „G risetter“ og til
at lægge en anden og værre Betydning i
dette Ord, end det oprindelig har. Kun
sjelden faaer de Reisende Tid og Ledig
hed til at iagttage den Parisiske Arbeids-
kvinde — (la femme du peuple) — der
ganske vist baade morer og pynter sig i
sin Fritid, men som til Gjengjæld arbeider
med en Flid og Udholdenhed og dertil med
en Begeistring for sit „K ald “ , som vi her
i Norden knap har Begreb om. Hertillands
har jeg tidt undret mig over de resigne
rede, næsten martyrlignende Ansigter, som