13 / 128
6
jeg dog følte mig temmelig fremmed. De
var i én Forbauselse over, at en saa ung
Pige, som jeg den Gang var, havde Til
ladelse til at færdes alene omkring i P a
ris, uden deres Ledsagelse, og jeg tror nok,
at de med lidt Mistænksomhed udspeidede
mine Veie. Je g paa min Side, følte mig
stundom ilde berørt over en vis Smaalig-
hed, der herskede der i Huset — som
vistnok i de fleste Pensionater — og skjøndt
jeg fandt, at hele Familien var dannede
Mennesker, og uagtet min Skjønhedssands
blev i høi Grad tiltalt af deres overordent
lig smukke Ydre, saa sluttede jeg mig dog
ikke synderlig til dem, men opholdt mig
mest i min egen Stue. Senere, da jeg lærte
dem bedre at kjende, kom jeg til at holde
meget af dem, og jeg forstod da, at deres
lidt stive, tilbageholdne Væsen kun var
en Følge af de uvante Forhold, hvori de
nu levede. Manden havde nemlig eiet et
stort Gods, men havde levet langt over
sine Evner og var nu fuldstændig forarmet.
Fruen, en stor Skjønhed og af fornem,
endog fyrstelig Slægt, havde følt Slaget