19 / 128
12
ket dermed og stod henrykt foran mit Spejl
og beundrede sin Pynt. Je g spurgte, om
hun virkelig fandt det passende at bære
sig saaledes ad. „Naturligvis, kjære F rø
ken! Je g skal i stort Selskab og har hver
ken Broche eller Kniplinger; De sidder
hjemme i Aften, saa har De jo ikke Brug
derfor; jeg skal nok passe godt paa Stad
se n “ . — For os Nordboer er det næsten
ufatteligt, at en saa hurtig Omvexling af
Stemninger kan forenes med en dyb, al
vorlig Karakter.
Mine Landsmænd, som besøgte mig i
Paris, var alle mer eller mindre indtaget i
Honorine, og naar hun ikke havde Tid til
at komme ind til mig og hilse paa dem,
saa satte vi os, i al Gemytlighed, ud til
hende i Kjøkkenet og morede os glimrende
over hendes kvikke Passiar.
Da jeg forlod Paris, var det mig en vir
kelig Sorg at skilles fra den rare Hono
rine, hvem jeg skyldte den inderligste Tak
nemlighed for al hendes Omhu og Kjær-
lighed.