22 / 128
15
men hendes Ægtefælle, som hun havde
udgivet for død. I de første Aar af deres
Ægteskab havde de været meget lykke
lige; men senere var han kommen i slet
Selskab, hvor Spil og Svir hørte til „D agens
Orden“ ; hans Forretning blev forsømt, og
Fremtiden truede med Fattigdom og Elen
dighed. Men hvad hans Hustru ikke anede,
var, at de slette Venner havde ført ham
ind paa Forbryderbanen. Hvorledes man
havde kunnet faae hendes gode, kjærlige
og hidtil saa ærlige Mand lokket til at
skrive falske Vexler, det var og blev hende
en G aade; men det var skét, det blev
opdaget, og han blev dømt til Galeierne.
I første Øieblik var hun nærved at bukke
under for denne forfærdelige Sorg; hun
blev syg, og hun mente selv, det var et
Under, at hun ikke mistede Forstanden.
Da hun gjenvandt sin Sundhed, reiste hun
til Paris for at søge Arbeide. „Jeg var
nødt til at skjule Sandheden,“ — tilføiede
hun, — „thi hvem vilde tage mig i sin
Tjeneste og vise mig Tillid, naar der hæ f
tede en saadan Plet ved vort Navn. Nu