17 / 128
10
hun i Graad. Hun fortalte mig da, at hun
som ganske ung havde ægtet en Viktua-
liehandler fra en Provindsby; han var død
for et Par Aar siden, uden at efterlade
Formue, tvertimod, en ret betydelig Gjæld.
De havde 2 Børn, en Dreng som hendes
Mands Familie havde taget sig af, og en
lille Pige, som hun havde bragt med til
Paris og sat i Kost hos nogle Venner, da
hun selv maatte tage Tjeneste. Je g yttrede
naturligvis min Beklagelse over den Mod
gang, hun havde havt, men udtalte tillige
min Forbauselse over, at franske Æ gte
fæller kunde sørge saa oprigtig ved hin
andens Død, da dog ethvert Parti blev
lavet af Forældrene og aldrig stiftet af
Kjærlighed. Da blev hun meget heftig og
udbrød: „Ja, jeg véd nok, at saaledes siger
alle Udlændinge, og man paastaaer, at sa a
ledes skriver vore Forfattere; men det er
den sorteste B a g ta le lse ; og hvad mig
angaaer, saa véd jeg, at jeg kunde have
sprunget til Skyerne af Glæde, da min af
døde Mand anholdt om min Haand; og da
mit Ægteskab blev sluttet, og „Monsieur