16 / 128
9
vilde gaa ud at spadsere, hjalp mig i en
Fart at skifte Dragt, og snurrede mig rundt,
idet hun betragtede mig fra Top til Taa
med et Alvor, der var en bedre Sag vær
dig, og endelig udbrød hun: „Vous étes
bien! allez! — Skjøndt dette smagte lidt
af Næsvished, kunde jeg aldrig blive vred
paa hende, da jeg følte, hvor oprigtig hun
interesserede sig for mit Vee og Vel. Hun
forbød mig saaledes at gjøre Indkjøb paa
egen Haand, da jeg som Fremmed var ud
sat for at blive narret, og hun anvendte
med G læde sin knappe Fritid til at led
sage mig i Boutikerne.
En Dag, da hun havde ordnet min Stue
sæ rlig hyggelig, sagde jeg: „De burde gifte
Dem, Honorine, saadant et husligt Talent,
som De er. De vilde blive en glimrende
Husmoder“ . Hun blev pludselig meget al
vorlig og svarede: „Nei, Frøken, jeg gif
ter mig ald rig ;“ og efter en Pause føiede
hun til: „jeg mener, jeg gifter mig ikke
igjen; thi jeg har været gift og været saa
ubeskrivelig lykkelig; og De kan tro, jeg
havde et yndigt H jem !“ — og nu brast