15 / 128
8
nem for at gjøre et Medmenneske en T je
neste.
Den eneste, som jeg strax syntes om
der i Huset, var Stuepigen,
Honorine.
Hun
lod til at forstaae min Hjemvee og mine
Savn, og hun søgte trolig at opmuntre mig,
baade ved sine morsomme Indfald og ved
den kjærligste Omhu. Da
Ordet
„H y g g e “
fattes i det franske Sprog, mente jeg, at
Begrebet
derom ogsaa var helt ukjendt i
Frankrig. Honorine overbeviste mig om
det modsatte. Hun satte Blomster ind i
min Stue og forstod at ordne de ubetyde
ligste Ting med en Ynde, som kun en ud
mærket Husmoder har Begreb om. Det
faldt mig stundom ind, at hun vist havde
kjendt bedre D age; men saa ung og for-
nøiet som hun saae ud, var det dog neppe
rimeligt, at hun havde oplevet nogen stor
Omvæltning i sin Skæbne. Skjøndt hun
ikke var meget ældre end jeg, behandlede
hun mig altid paa en vis moderlig, beskyt
tende Maade. Hun dadlede strengt min
Ligegyldighed for mit Toilette, standsede
mig, naar jeg, — iført min Morgenkjole, —