20 / 128
13
Omtrent 10 Aar senere kom jeg atter
til Paris. Je g besøgte naturligvis den F a
milie, hos hvem jeg havde boet, men blev
meget skuffet ved at see en fremmed Tje
nestepige lukke op. Fruen sagde mig, at
Honorine for flere Aar siden havde for
ladt hendes Hus, for at gifte sig paany.
Je g kunde ikke lade være at skumle over,
hvor lidt man kan stole paa Kvindernes
Forsætter i den Retning, og jeg spurgte,
om Honorine maaskee ogsaa denne Gang
havde raabt med Begeistring: „oui, oui,
Monsieur le M aire!“ — Men Fruen lo
ikke; hun saae tvertimod meget alvorlig
ud og sagde endelig: „Jeg véd, at De
holdt af Honorine, og da De er Udlæn
ding, tør jeg nok, uden Indiskretion, for
tælle Dem hendes Historie, De vil hver
ken have Hjerte eller Leilighed til at m is
bruge min Fortrolighed“ . Hun fortalte da,
at nogle Aar efter min Afreise havde Ho
norine en Dag meddelt hende, at hun ag
tede at forlade sin Tjeneste, da hun var
bleven forlovet og snart skulde have Bryl
lup; det var med en Broder af hendes af