24 / 128
17
som forstenet af Fortvivlelse, aldeles uimod
tagelig for Religionens Trøst, ja, han be
svarede stundom mine Formaninger med
den bittreste Spot. Senere blev han dog
mere tilgængelig, og jeg kom til at holde
meget af denne stakkels Mand, der ikke i
fjerneste Grad bar Præget af en For
bryder. Je g var nærved at tro, at det var
mine Ord, som endelig havde gjort Ind
tryk paa ham ; jeg vidste ikke, at jeg havde
en Hjælper, der langt bedre end jeg, havde
forstaaet at tale til hans Hjerte, og hvem
han, næst Guds Bistand, helt skyldte sin
Omvendelse. Han spurgte mig en Dag,
om jeg vilde læ se nogle Breve fra hans
Kone. Je g havde igrunden hverken Tid
eller Lyst til den Læsning, men svarede
dog Ja, for at fornøie den stakkels Mand:
men jeg tilstaaer, at aldrig har de skjøn-
neste Taler af mine berømteste Kolleger
rørt og opbygget mig i en saadan Grad
som disse Breve fra en tarvelig Kvinde
af Folket. Hun havde ganske vist intet
Begreb om Ordføining eller Retskrivning;
men Ordene var strømmet ud fra hendes
Skyggerids af gamle Minder
2