135 / 176
132
(Ubetinget smuk. Ingen Tid paa Polen).
(4/«<) »Til Lykke, Dr. Cook! Her er en Buket
Blomster fra Danmark, Og her er en Pakke Aviser
fra Amerika. Til Lykke, Velkommen!
Han sidder i Kaptajnens Kahyt. — Da han rejser
sig op, ser jeg, at han er en middelhøj, rank, kraftig,
tætbygget Mand, ubetinget smuk, øjeblikkelig vin
dende. Hans Haandtryk gør godt.
Og uden Omsvøb begynder han Fortællingen.
Eskimoerne saa spørgende paa hverandre.
Men de lo ikke; der var noget, som gjorde dem høj
tidelige — de snøftede. Hundene var derimod ganske
upaavirkede af Øjeblikket. Saa følte jeg, at nu maatte
vi være der! Jeg gjorde min sidste endelige Ob
servation. Ja! Det var 90 G raders nordlig Bredde.
Her stod jeg paa Nordpolen!
— Hvad gjorde De saa? spurgte jeg.
— G jorde? Ikke Spor.
Jeg sto d der blot
. . .
— Hvad var Klokken bestemt?
— Klokken? Den var ingenting. Der er jo in
gen Tid paa Polen.
— Nu maa De undskylde mig et naivt Spørgs-
maal, men jeg gør det paa nogle Millioner naive
Menneskers Vegne: Hvordan ser Nordpolen ud?
— Omtrent som en Firskilling. Jeg mener: den
ser ikke ud af noget, den ligner alt det andet —
Is, Is, Is!«
(Det danske Publikum er ikke opdraget til, maaske ikke
naivt nok til at læse et rigtigt
Interview
.« Hr. Cavling ls/e.
88 i »Politiken«),
Af en Leder samme Dag:
(»alligevel«).
»Man kan ikke overse, at der fra forskellige Punk
ter af Jordkloden har rejst sig skeptiske Røster.
(Samme Dag som Telegrammet kom fra Cook, blev
de store engelske og franske Geograf-Societeter nem
lig interviewet; de erklærede med roligt Smil: Cook!
— never, jamais.) . . . Men disse Tvivl staar iso
lerede uden at være underbygget af Beviser. For