130 / 176
127
— Jo — det er Sarauw, som protesterer — det
p ræ tenderer noget mere,
— Gu' gør det ej, — — Det, det kneb mest
med, var fjerde Akt, men den fik vi endelig Ideen
til, efter at vi en Aften havde været ude at soide,
saa at det drev ned ad os , , ,
— H ar De ikke mere at fortælle om Stykket?
— Nej, ikke andet end, at det foregaar i Kjø-
b en h a v n ,
Jo, det vil sige, De maa gærne til
føje, at jeg, som den frækkeste, har sluttet Kontrak
ten. Men det er ogsaa mig, der har baaret alle de
løbende Udgifter, saa jeg maa jo nødvendigvis have
Garantier for, at jeg faar dem ind igen.«
23Is.
09, »Folketeatret: Den store Afdøde. (1ste
Gang). En munter Aften unægtelig, som ganske
overskyllede den Smule Hysning, der markerede
denne Komedies Mangel af indre Holdning! Og en
rent ud stormende Jubel over Gensynet med Hr.
Fj elstrup . . . Han stylprede paa de berømte Krølle
ben, kaglede og knirkede, virrede og vimsede, sp jæ t
tede og vred sig, indtil Salen . . , daanede af Jubel.
Om Cederlunds forslagne F jæs, der fimrede og mis
sede henrykt mod Applavsen, samlede sig Stykkets
Masker . . .«
(Nu forsøge man at ombytte »Den store Afdøde«
med »Politiken«, og D’Hrr. Julius Magnussen og
Paul Sarauw med D 'Hrr. Henrik Cavling og Ove
Rode.)
Dernæst en typisk Boganmeldelse:
(»Beskeden Fortid«).
18/io. 09. »En kløgtig og saare forfaren Viden om
Erotik . . . strømmer gennem de tre sirlige Bind, der
rummer
Sam lede Skrifter
af
Peter Nansen
. . .
Man genlæser ikke disse Bøger, der ved første
Fremkomsten vakte Modsigelse og Forargelse, uden
at undres over, hvor trang og snæver, hvor langt