71 / 209
D E N E N G E L S K E T I N F A B R I K
sigt udelukkende at betjene sig af tin, bly og zink, ville blæsebælgen
ikke have været nødvendig.
Man fristes til at tro, at Jonsch har ment at kunne anvende
jern, eller at han i hvert fald har forsøgt at lokke Holmsted med så
billigt et materiale. Når myndighederne så først havde engageret
sig kraftigt i foretagendet, kunne han afskrive jernet og anvende
dyrere legeringer uden fare for at miste en god indtægt.
Hvis man skal se bort fra teorien om Y = jern, kunne man tænke
sig, at der var tale om en eller anden malm eller erts, eventuelt et
affaldsprodukt, som fra Norge kunne erholdes billigt, og hvoraf
Jonsch var i stand til at fremstille et tilsætningsmiddel til sit tin.
Det kunne også tænkes, at Jonsch med Y betegnede den mængde
gammelt metal, altså itugåede tinsager, som naturligt måtte indgå
i et kandestøberværksted, men sådanne ting ville han vel bare have
ladet indgå i smeltningerne i stedet for tilsvarende mængder tin
og bly. Det ligger heller ikke uden for det sandsynlige, at Jonsch
i forvejen har fremstillet forlegeringer, og betegnet dem ved bog
staver, således at X for eksempel ikke stod for tin, men for en le
gering. Det rimer dog dårligt sammen med, at formlerne betragtet
som ligninger kun lader sig opløse alt for let, og ikke giver andre
resultater end de før nævnte. En mulighed er, at et af metallerne
er faldet i pris.
Som foran omtalt var England det første zinkproducerende
land i Europa. Desværre er nøjagtige oplysninger svære at frem
skaffe, litteraturen derom har afvigende fremstillinger. Det synes
dog klart, at Isaac Lawson i 1730 var i stand til at fremstille zink
i større målestok, og i henhold til en nyere kilde tog William
Champion 1738 patent på fremstilling af zink.1'0 Produktionen
kom i gang i 1740 i Bristol og nåede snart op på 200 tons årlig.
En veritabel priskrig satte ind mellem Champion og importørerne
af asiatisk zink, disse sidste nedsatte deres tidligere priser til om
7 i