72 / 209
E G I L S K A L L
kring en femtedel. Det kunne vel tænkes, at virkningerne af pris
krigen også kunne mærkes i Danmark. Zink solgtes jo under flere
navne, og Jonsch kunne udmærket have fundet ud af, at de for
skellige navne dækkede over samme metal, som således tilsyne
ladende fandtes i flere kvaliteter til forskellige priser. Det kan
i hvert fald fastslås, at prisen på tutenage ikke har været fast, for
Jonsch meddelte den 16. oktober 1 741 ved mødet på rådstuen, at
han havde regnet med en pris på 16 /? pundet, men at det skulle
kunne fås for 1 o /? pundet.
Holmsted berettede videre i sit indlæg, at det ville være nødven
digt, at der støbtes prøver i rådstuens prøveform, eller at der frem
stilledes en ny, hvis legeringerne ikke ville lade sig støbe i metal.
Det aftaltes den 28. november 1742, at prøverne skulle foretages
i flere magistratmedlemmers nærværelse. Dagen efter gik Holm
sted til fabrikken for at foretage forberedelser til, hvad man troede
skulle være den endelige prøve. Han lod i en digel afveje et halvt
pund Y , som smeltedes. Derpå tilsattes et halvt pund X , men det
blev tykt og ville ikke blive flydende. Jonsch fandt straks, at det
gik galt, fordi svenden »biede for længe med noget, som skulle
kastes i digelen«. Holmsted opgav derefter forsøget for denne
gang, men en ny prøve blev berammet. Forinden han gik, lod han
dog støbe en prøve af digelens indhold, og denne prøve fandtes at
være lettere, end den behøvede at være ifølge kandestøbernes laugs-
artikler. En prøve foretoges også af den komposition, som svendene
forklarede at have fremstillet som manggods, og også den var
lettere end nødvendigt, og næsten ligevægtig med krontin. Endelig
foretoges en prøve af det indkøbte bloktin, men den var for tung,
og må altså have været forfalsket eller i hvert fald forurenet.
Den næste prøve foretoges den 5. december. Holmsted indfandt
sig kl. 2 på fabrikken og lod afveje 2 pund Y og 2 pund X . Det
første blev lagt i digelen og straks sat i smelteovnen. Henved kl. 3
72