E G I L S K A L L
Det tiloversblevne blev støbt til en klump, og på rådstuen over
givet til oldermanden for kandestøberne med anmodning om, at
han selv eller en anden mester ville støbe noget deraf efter behag.
Oldermanden kom tilbage den 17. december, medbringende en lille
tallerken, som var ganske god, og en del af en anden tallerken,
som han var begyndt at støbe, men »materien« var blevet ganske
hård og ville ikke flyde, denne halve tallerken var hård og sprød.
Endvidere medbragte han en klump, som så helt forbrændt ud,
det var resten af det, han havde fået udleveret.
Oldermanden mente, at Jonschs tin ikke var så bekvemt og let
at forarbejde som det engelske blandet med bly, og ville give hårdt
og tyndt arbejde, hvorved kandestøbeme ikke fandt regning (de
betaltes efter vægt). Yderligere mente oldermanden, at der af 4
lispund af Jonschs tin kun ville blive 1 lispund færdigt arbejde, på
grund af den store afgang.
Dagen efter fik Jonsch udleveret den halve tallerken og klum
pen, og blev samtidig underrettet om, hvad oldermanden havde
sagt. Jonsch forklarede, at metallet var blevet så forbrændt, fordi
kandestøberen havde haft for meget ild oven på ovnen. De for
brændte stykker lod Jonsch svendene smelte, og støbte et perfekt
saltkar og overdelen til et andet deraf.
Oldermandens forklaring passer godt sammen med en formod
ning om, at den legering, han har forsøgt at støbe af, har indeholdt
zink. Ved opvarmning til 500 grader Celsius vil zink begynde at
brænde til zinkilte, og har oldermanden så fået rørt noget af zink
ilten ned i smelten, kunne han ikke støbe noget ordentligt deraf.
Jonsch kan have reduceret den tilbageleverede forbrændte klump
til metal igen ved destillation, og må i så fald have været i besid
delse af meget mere kendskab til behandlingen af metaller end
mange andre, men han kan her meget let have svindlet ved sim
74