76 / 209
eddike, glasgalle og borax kan forklares som værende tilbehør til
lodning, men spansk salt, operment, vismut, tjære, beg, harpiks,
antimonforbindelser, hammerskæl, skedevand, sølverglød, svovl og
tartari (vinsten) er ting, hvis anvendelse i et kandestøberværksted,
hvad fabrikken i realiteten var, ikke står ganske klar.
Det ovenfor nævnte operment er et handelsnavn, afledt af
auripigment, for et arsensulfid, der anvendtes til gul farve. Her er
dog mest af interesse, at operment let lader sig reducere til arsen.
Det er almindeligt kendt, at arsen indgik som bestanddel af visse
hvide legeringer, navnlig hvidkobber, der, inden man blev klar
over dets overordentlige giftighed, endda er blevet anvendt til frem
stilling af spiseredskaber, og Jonsch kan meget vel tænkes at have
eksperimenteret med sådanne hvidkobberlegeringer, han havde jo
før udtalt sig om »Printz-Metal«. I tinlegeringer virker arsen uhel
digt ved at forårsage sprødhed. Også antimonforbindelser blev ind
købt til fabrikken. På grund af forkortelser i regningen lader det sig
ikke gøre med sikkerhed at fastslå, hvilke der har været benyttet.
Den mest almindelige, svovlantimon eller spydglans, afgiver anti
mon ved opvarmning under tilstedeværelse af jern eller jernilte,
for eksempel hammerskæl, som også blev indkøbt.00
Antimon indgår sammen med tin i det såkaldte britanniametal;
det giver hårdere og hvidere varer end det almindelige, af tin og
bly legerede kandestøbermetal. Denne anvendelse af antimon var
på Jonschs tid kendt. De stockholmske kandestøbere opgav i 1739,
at antimon kostede 24 daler skålpundet,00 men hvis Jønsch selv
har kunnet fremstille antimon ud fra et billigere råmateriale, har
han haft en betydelig fordel, og hans hemmelighedsfulde væsen er
alene af den grund forståeligt. Vismut, som flere gange er indkøbt,
var også på den tid kendt som tilsætningsmiddel til tin og bly.
Dels kan man ved hjælp af vismut fremstille særdeles letsmeltelige
legeringer, velegnede til lodninger, dels kan der, ved yderligere til-
E G I L S K A L L
76