35 / 192
24
Fra Lavets Opløsning i
1526
til
1 61 3
.
følgende Priser, efter hvilke Skomagerne skulle være plig
tige til at rette sig. Et Par Bondesko og et Par dobbelt-
saalede Lakaj-Mandssko (vistnok Ankelsko) skulde sælges
for en Mark, et Par ensaalede Lakaj-Sko for tolv Sk., et
Par Kvindesko for tolv Sk., et Par mindre do. for ti Sk.,
et Par Knæstovler eller et Par Stovler til midt paa Laaret
for tre Mark, »men den, som vil have lange Stovler, skal
betale dem derefter«.
Dette spagfærdige Forsøg fra Magistratens Side paa at
ordne det nu paany stærkt opblussende Skomagerforhold,
synes imidlertid slet ikke at have virket. I Januar 1605 er
Kristian IV optændt af Vrede mod Kjøbenhavns Skoma
gere.
Byens Indbyggere og hans Hoftjenere, berettede
han, klagede i hoje Toner over, at de tog fast dobbelte
Priser, ja »saa meget dem selv lystede«. Grunden hertil
skulde være stigende Læderpriser, idet Byens Øvrighed
ikke paasaa, at Huderne af det i Byen slagtede Kvæg blev
her. Kongen paabyder derfor strengelig, at disse Huder
ikke maa sælges til Fremmede eller Udenbys eller maa ud
føres af Riget, og paabyder samtidig, at Borgemestere og
Raad skulle have flittig Indseende med, at Skomagerne
ikke tage hojere Priser for deres Arbejde, end rimeligt kan
være i Overensstemmelse med Læderets Pris.
Herefter
kom der L iv i Magistraten.
Borgemestere og Raad lod
Kongens aabne Brev læse for Borgerskabet, opkaldte Byens
Skomagere paa Raadhuset og befalede dem at sælge deres
Sko og Stovler for bedre Kjøb end hidtil.
De kla
gede imidlertid over, at de i de sidste Aar havde
maattet kjøbe de Varer dyrt, som de behøvede til deres
Haandværk, baade Læder, Hamp, Tælle, Fedt og Bark, og
efter Forlangende indleverede de da en Række Skotoj med
Angivelse af den billigste Pris, for hvilken de mente at
kunne sælge det. Disse Priser indsendte Magistraten igjen