30 / 192
Fra Lavets Opløsning i
1526
til
1 6 1 3
.
19
Vende vi os herefter til Kristian III’s Reces af 1537,
lyder det som en svag Gjenklang af Budet om Lavenes
Ophævelse, naar det hedder, at alle Haandværk skulle være
»fri« i Kjøbstæderne, »saa den ene maa saavelsom den
anden bjerge sig og Kunsten kunne formere sig blandt
Folket«. Men Friheden maa væsentlig have bestaaet i, at
Vedkommende ikke maatte erlægge mere end den tidligere
nævnte ene Gylden, ti det fordres samtidig, at han først
skulde gjore et Mesterstykke, der selvfølgelig maatte under
søges og bedommes, og den nævnte Gylden skulde ikke,
som efter Frederik Fs Forordning, erlægges til Byen, men
til det paagjældende Haandværks »Gilde«. Der bestod alt-
saa, helt officielt, fagvis ordnede Haandværkersamfund, der
sikkert have søgt at optræde ganske som de gamle Lav.
Da Kjøge Borgemestere og Raad 1541 gav Byens Skindere
Vedtægter som et Lav, sker det med en Udtalelse om, at
Kristian III »længe« havde paalagt dem at gjore »en god
Politi og Skik« paa Haandværkerne dér i Byen.
Hvad nu særlig Skomagerlavet i Kjøbenhavn angaar,
da er der ingen specielle Oplysninger 0111 det fra denne
Tid, men der er sikkert ingen T v iv l om, at det har del
taget, vel endog ganske ivrigt i de store Begivenheder,
som Byen var Skueplads for. Hans Tavsen havde i 1529
begyndt at prædike i Nikolaj Kirke, hvor den af ham ind
førte danske Salmesang øvede en betagende Virkning, og
tredje Juledag 1530 blev de katolske Billeder i Fruekirke
nedrevne af indstormende kjøbenhavnske Borgere. Kræm
mernes Oldermand var med og med ham muligvis flere
Oldermænd og Lavsmedlemmer, maaske da ogsaa Med
lemmer af Skomagerlavet. Sikkert er det, at i det Brev,
hvormed Kjøbenhavns Borgerskab i Juli 1534 sluttede sig
til Grev Kristoffer af Oldenborg og dermed tog Parti i den
saa kaldte Grevens Fejde, hedder det, at Underskriverne
have Fuldmagt »af menige Kjøbenhavns Indbyggere, givet