41 / 192
3o
Garveriforhold og nye Artikler.
som det nogle Aar efter kom til mellem det nye Lav og
nogle Skomagere. Om Fred kunde der ikke være Tale.
Garverlavet klagede i 1642 over Skomagerne Daniel
Wagner og Jorgen von Husum, der ikke nojedes med at
garve for dem selv, men ogsaa garvede for deres Fagfæller.
De to Sigtede forholdt sig imidlertid ikke tavse til Klagen.
De rettede et kraftigt Angreb paa det efter deres Mening
hojst forunderlige Garverlav. Privilegiet af 1635 var givet
»Læderberederne« i Kjøbenhavn, men var der en eneste
faglig oplært Læderbereder eller Garver i det klagende
Lav? Med udsøgt Haan gjennemgik de dets Medlemmer:
»den ene er en afsat Kjøbmand, den anden en Mynter
svend, den tredje en Lædertouger, som smorer og touger
Læder for Skomagerne, for det fjerde tvende Skomagere,
som Garveri aldrig lært haver, og for det femte en Enke,
hvis Mand ej heller Garveri lært haver«. Et saadant Lav
kunde umuligt dækkes af Privilegiet.
Men efter dette
snertende Udfald gaar Skomagerlavet, der ogsaa optræder i
Sagen, over til et mere positivt Svar. Skomagerne, hedder
det, ere som Regel uformuende Folk, der hverken have
Gaarde i Byen eller Haver udenfor Byen, som de kunne
garve i, og det er derfor en sand Velgjerning, de to til
talte Skomagere have vist deres Lavsbrødre ved at tillade
dem at garve i deres Haver. O g dette maatte de have
Lov til. Skomagerne havde jo Ret til at garve for dem
selv, og de Skomagere, der havde garvet i de Tiltaltes
Haver, havde altid brugt egen Bark. Saa faldt den 17.
Avgust 1642 en Raadstuedom, der gik Garverne imod,
den »vidste ikke Skomagerne det at formene«, som der
førtes Klage over.
Garverne mente imidlertid stadig, at Garvningen i een
og samme Have dækkede over en stor Krænkelse af deres
Eneret, og i 1651 stævnede de da Skomagerlavet, dets
Oldermand Joakim Dorn og elleve af dets Medlemmer for