BogenomKøbenhavnerne

170

en Kæmpesukces paa en ægte engelsk

Inn,

hvor der serveres Yorkshire Pudding,

Silverside af Beef, Saddle of Mutton, Stegt Cheshire Ost, Jam-Rolls og de andre

Retter, som Englænderen savner, naar han er i Udlandet.

Det er svært at pege paa en Restaurant, der specialiserer sig i et særlig dansk

Køkken, men skulde det være nogen, maatte det vel blive

Drachmann-Kroen

ude i det mangfoldige Lorry-Etablissement. Af alle forlorne Lokaler i Europa er

dette det hyggeligste, og i rigtige Petroleumslampers Skær serveres her udpræ

gede danske Kødretter og Æblekager og andre hjemlige Desserter efter vor Mor’s

Opskrift.

Et hundrede Procent dansk Fænomen er derimod Smørrebrødet og Smørre

brødsseddelen — og begge Dele lærer man at kende i

Davidsens Vinrestaurant

paa Aaboulevarden, nu ejet af den dygtige Direktør Svensson. Her spørger man

slet ikke om Udstyr; man slaar sig ned ved et Linoleumsbeklædt Bord, og af en

Kældermester med Skødeskind faar man overrakt Verdens længste Smørrebrøds

seddel, affattet paa Dansk, Tysk og Engelsk. Her serveres baade engelsk og

dansk 01 — eller Vin fra en Kælder, der strækker sig langt ind under Aaboule

varden og rummer mere end 500.000 Flasker. Paa Udlændinge øver denne paa

samme Gang primitive og raffinerede Restaurant en ganske særlig Fortryllelse,

enten Serveringen foregaar i de røgfyldte Lokaler eller om Sommeren ved Raad-

husmøblerne under Havens ældgamle Træer.

Københavnerne skeler jo gerne til Paris efter Restaurantidéer, og et Laan fra

Seinestaden er et Sted som

Lumskebugten

ude ved Toldboden, hvor Chauffører,

Arbejdere, Matroser og Direktører og Lensgrever sidder og gnider Albuer, mens

de svælger i Lobescowes fra Chefens Kahyt, og mens »le patron« selv gaar rundt

med Vinkåraflerne og slaar sig ned rundt omkring med sin hvide Kokkehue og

sit blodplettede Forklæde.

Typisk parisisk er ogsaa

Apolio B a r

i Vestergade, der slet ikke er nogen Bar,

men en billig intim Restaurant, som har fundet mange Efterlignere.

B a r’en er jo et intrnationalt Fænomen — og dog har den danske B a r sin

ganske særlige Tone. Det er vor Gemytlighed, der gør, at Folk hurtigt smelter

sammen langs Disken — uden først at behøve at drikke sig fra Vid og Sans. Jeg

kan kun nævne nogle Stykker i Flæng. Der er d’Angleterres cirkelrunde Bar, i

hvis Centrum den berømte Gr. George tyk og gemytlig regerer over Udlændinge

og Danske. Der er »Kong Frederik«s meget besøgte Bar, der er »Trocadero«,

hvor Letsindigheden holder til, der er Wivex’ Bar, hvor man søger hen for at

faa en tilfældig Passiar til en Cocktail, Gustavsons Bar, der fortsætter uforandret,

Whisky-Sour i Norden, National-Scalas Bar, hvor man deler sin Interesse mel

lem den tørre Manhattan og den kunstneriske Underholdning.

løvrigt vandrer man jo ikke mange Skridt i Københavns Gader, uden at

de tre Bogstaver lyser en i Møde: B-A-R: Lexa Bar, Snack Bar, W indsor Bar,

Casino Bar, Indian Bar o. s. v. i en Uendelighed.

Fo r mange Mennesker staar den københavnske Natklub i et vist mystisk

Skær, men i Virkeligheden er der ikke meget at sige om dem. Der findes siger

og skriver to Natklublokaler, der tolereres af Politiet: »Guldaldersalen« paa F re

deriksberg og »Adlon« i Nørregade. Provinsboere, der faar Adgang til et af

disse Steder og tror, de skal kigge ind i Sodoma og Gomorra, bliver sørgeligt

skuffede. Natklubberne er i Virkeligheden ikke andet end Restauranter, der