BogenomKøbenhavnerne

nemlig »Kongens København«, en Institution af en særlig Art, et Slags Kancelli

med forskellige Kontorer, der styredes fra oven.

Enevældens Periode strækker sig fra 1660 til 1849, men kongelig personlig

Enevælde er der næppe Tale om under Frederik d. III, der overhovedet sjæ l

dent greb personligt ind. Christian d. V var Enevoldskonge i Ludvig d. XIV’s

Stil stærkt optaget af sin ophøjede Stilling. Han var krigersk, flittig og indskræn

ket, men takket være Griffenfeld havde han gode Administrationschefer, og hans

indre Styrelse var ikke særlig ringe. Hans Søn og Efterfølger, Frederik d. IV, be

tegner Toppunktet af den personlige Enevælde i Danmark. Han var en dygtig og

omhyggelig Arbejder, der vilde være med i alt, og det lykkedes ham udadtil at

befæste Danmarks Stilling. Han var en udpræget Erotiker, sine Elskerinders

og sine Lakajers Velgører og han savnede Nationalfølelse, under ham fortyskedes

København, som Hoffet, siden hans Bedstefa

ders Tid, havde være fortysket.

To Aar før hans Død i 1730 brændte næsten

hele det gamle København. En helt ny By opfør

tes under hans Søn og Efterfølger Christian d. VI.

Denne var ogsaa opfyldt af Forestillinger om sin

Glans, men af Naturen en sky og beskeden Mand.

Ogsaa han vilde gribe ind i alt, men netop derved

styrkede han Embedsvæsnet og gled lidt efter lidt

ind i den Ministerstyrelse, der ufejlbarlig gaar i

Enevældens Følge. Hans udprægede Religiøsitet

skabte en moralsk Tvang, der svarede til den,

Ludvig d. XIV havde paalagt Frankrig i sine sid

ste Aar, og hans Død 1746 føltes som en Lettelse

af Folket.

Med ham er den personlige Enevælde i Dan-

mark foibi, og Landet styres under hans Efterfølger af Ministre og Embedsmænd

som et Kontor, der udelukker individuelt Initiativ, saafremt det ikke forstaar at

insinuei e sig hos Kontorledelse. Hverken Frederik d. V, der var en elskværdig

Libertiner, som kun i ringe Grad greb ind i Styrelsen og drak sig ihjel, eller Chri

stian d. VII, der var uhelbredelig sindssyg, havde personlig

Betydning.Frederik

den VI var som Kronprins lovende under dygtige Ministre, menhans Evner var

ringe, hans personlige Indgriben ofte saare uheldig, og under ham gik Enevæl

den mod en vemodig Grav. Dens stilfærdige Dødsdamp under Christian d. VII

hører et senere Afsnit til, ligesom dens Opblussen i Aarene fra 1808 til Frederik

d. VI’s Død, der er indgaaende skildret af Marcus Rubin.

Det vilde være uretfærdigt at nægte, at Enevælden i sin Barndom og Ung

dom hai bidraget sit til at forme Statens Styrelse og lettet Indførelsen af ganske

nødvendige tidsbestemte Reformer. Kongeloven sikrede Arvefølgen, Chr. d. V’s

danske Lov var en fortrinlig Kodifikation af Lovbestemmelser, og Udviklingen

fremad foregik jævnt og roligt, men Skyggesiderne ved Kancellistyrelsen vil dog

altid være det, som Eftertiden først faar Øje paa, og den rivende Udvikling, der

fulgte dens Afløsning, overflødiggør enhver Diskussion.

Naar vi skal behandle særligt Københavnerne under Enevælden, nødes vi til

at gøre Brud paa den Fremstillingsform, vi i det foregaaende har benyttet. At

Peder Griffenfeld