BogenomKøbenhavnerne

den III, men udførtes væsentligst under hans to Efterfølgere, og omfattede det

for sin Tid pragtfulde Kongens Nytorv, hele Kvarteret mellem Kongens Have og

Havnen med Amalienborg og Frederiksholm Kanal Kvarteret, den By der til 1870

var København omsluttet af Voldene fra Langebro til Kastellet. I 1728 brændte

det meste af den gamle By, og der opstod det gamle København, som nu skal

rives ned. Hvad der den Gang overlevede Branden er senere brændt, og af Kø

benhavn før Enevælden er kun enkelte af Christian d. IV’s Bygninger tilbage.

Af Enevoldshoffets Historie er lige saa lidt. Hyldingen i 1660 er glemt, Kø

benhavns Privilegier blev aldrig effektive, Leonora Christines Jammersminde le

ver endnu, og det er det eneste, der minder omDronning Sofia Amalia. Den

reformerte Kirke minder om den agtværdige DronningCharlotte Amalia. F re

derik den IV er udgaaet som hans mislykkede Slot, og af Christian den VI’s Slot

er kun Navnet og Udbygningerne tilbage. Frede

rik d. V’s Navn er knyttet til Charlottenborg og

en knippeldyr men vellykket Rytterstatue paa

Amalienborg, og Christian d. VII’s er knyttet til

Historien om Struense og Dronning Caroline Ma

thilde. Men ligesom moderne Historielærebøger

afskaffer Kongerne som Inddelingsoverskrifter,

vil man afskaffe Erindringen om dem, fordi de

kun var Etiketter klistret paa andres Arbejde, og

man vil sikkert tilgive os, at vi i en Bog om Kø

benhavnerne blot bevarer dem og Hoffet som fal

mede Etiketter, som næppe en Gang Romanskri

vere har Brug for.

I deres egen Tid var disse Konger Guder i Ba

rokkens og Rokokoens Templer, deres Præster

var Hoffolk med Parykker og krumme Rygge, de

res Præstinder Damer med Fiskebensskørter og taarnhøje Haarsæt — de nød

Livet, men deres Navne overlevede dem kun som Tal og Bogstaver i et Skema.

— Umiddelbart efter Enevælden indførtes et Statskollegium, der traadte i Ste

det for Rigsraadet. Det lededes af en Præsident og de fornævnte Joachim Gers-

doiff, Kiistian Rantzau, Griffenfeld og Fr. Ahlefeldt fulgte hverandre, til det op

hævedes ved Griffenfelds Fald. Dets Protokol er opbevaret,og det er trist at se,

hvoiledes Institutionen ved den store Mands Fald ebberud i Sandet.

Af dets Medlemmer nævnes her for at angive Forholdet mellem den nye Tids

»Raader« og Fortidens. Sæde havde i de 16 Aar, Kollegiet bestod, Hans Svane

Erkebiskop, Frederik d. III s betroede Mand Theodor Lente, der havde tjent

Kongen fra han var Biskop i Bremen. Han døde 1668.

Sekretær i Kollegiet var Frans Rask, Kancelliforvalter i det tyske Kancelli,

senere Assessor i Højesteret.

Men som sagt ved Griffenfelds Fald ophørte Statskollegiet og, hvad værre var,

dermed de københavnske Borgeres Deltagelse i Raadslagningen om Rigets Sager.

Det havde været alles Mening, at Privilegierne indrømmede Staden Adgang til

Kongens Raad. Men den nye Æras Stormænd slog en Streg over dette. I Stedet

kom Geheimekonseilet, og gennem dette etableredes saa i de følgende 100 Aar

Biskop Hans Svane-