319 / 439
2 8 3
tvivlsom t. K ristendom i kort Begreb er vel dette: „Saa h ar Gud
elsket Verden, a t han hgr givet sin enbaarne Søn, paa det at
h ver
den, som tro r
paa ham , ikke skal fortabes, men
have e t evig t L iv .
Men hvo som
ikke tro r,
er allerede
døm t,
fordi han ikke har troet
paa Guds enbaarne Søns N avn “ (Joh. 3, 16 — 18). Dette Ord af
Jesus selv skiller Menneskeslægten sk arp t i to Dele: dem, der tro
og have det evige Liv, og dem, der ikke tro og ere dømte. Ikke
fordømte, men døm te; de kunne jo endnu omvende sig. Hvis nu
alle, der kalde sig kristne, og der er jo saare faa i vort Folk, der
ikke gøre det, troede, at hint Ord var Sandhed, saa vilde der
rejses et alm ent K rav paa, at dette paa en Gang naaderige og
evigt afgørende Ord m aatte og skulde
lægges h v e rt eneste M e n
neske sa a d a n p a a H jerte, a t de bleve tvu n g n e ttl en A fgørelse.
Hvad and et er en
F o lk ek irk es
Opgave, naar der skal være Sand
hed i, at den er Folkets K irke? Skal der være Sandhed i Tingene,
saa m aa den stilles saaledes, at de, der ere satte til at røgte denne
Gerning, kunne udføre den. Den Gang, Jesu s bespiste de 5000
i Ørkenen, lod han Folket skikke til Sæde i Smaaflokke, og til
hver af disse sendte han en Discipel at uddele Brød og Fisk. Han
sendte ikke
én D isc ip e l
til at bespise
5 0 0 0 ,
thi det var et umuligt
Arbejde. H er have vi fra H erren selv et
G ru n d rid s a f den P la n ,
efter hvilken han vil have A rbejdet udført i sin Kirke, og man
har forstaaet ham , idet K irken i de enkelte Lande er hleven delt
i Smaakreclse, Sogne, for at A rbejdet kunde overkommes. Men
hvad Sandhed er der i at sæ tte P ræ ster til at udføre H errens Sag
i Sogne paa indtil 70,000 M ennesker? Vi, der have arbejdet
under disse Kaar, kunne tale med om, hvor stor U ret der her er
vist. Man straffer en Vognmand for Dyrplageri, n aar han læsser
tungere Læs paa, end H estene kunne trække; men man undser
sig ikke ved at sæ tte P ræ ster overfor Opgaver, der ere umulige
at løse. Jeg kom hertil for 20 A ar siden med frejdigt Mod og gode
Kræfter. Jeg havde i Jylland haft 3 Sogne at betjene, men der
var ikke flere Mennesker, c. 1700, end at jeg i kort Tid lærte
alle Fam ilier at kende og fik Indblik i, hvordan det stod til aande-
ligt og tim eligt i disse Hjem . Der var det en Glæde at være P ræ st;
thi der kunde man følge med i Menighedens Ve og Vel og træde
til i Tide, n aar T rø st og H jælp var fornøden. I København be
gyndte je g med et Sogn paa 12,000. I Førstningen gik det ret
godt; ved at holde Mødef i forskellige Kvarteret kom jeg hurtig t i