335 / 439
2 9 9
Tale ved Ordinationen i Frue Kirke
den 15. Marts 1899.
Af Biskop, Dr.
S
k a t
R
ørdam
.
Luk. 23, 33— 34. Da de vare komne til det Sted, som kaldes Hoved
panden, korsfæstede de Jesus dér og Misdæderne, den ene ved den højre,
den anden ved den venstre Side. Men Jesus sagde: „Fader, forlad
dem; ti de vide ikke, hvad de gøre!“
ra A rilds T id h ar det væ ret Skik i K ristenheden, at Menig
heden p aa denne Tid af K irkeaaret atter og atter m indes om
vor H erres Jesu K risti sidste tunge Lidelse, og om hvor dyrt
han h ar købt os, for a t vi kunde n aa til at høre ham til og blive
Guds Børn og E jendoms-Folk. Vi blive mindede om hans Selv
opofrelse, idet han i L y d ig h e d mod Guds F relsesraad bar indtil
K orsets Død vore Synder, denne svare Byrde, der i sig selv var
saa aldeles stridende mod hans N atur, ikke alene fordi han var
det syndfri Menneske, men fremfor alt fordi han var og er Guds
enbaarne Søn tillige. Og af hans Sjælekamp i Getsemane se vi,
hvor overm enneskelig tung t det var ham at bringe dette Offer,
men ogsaa, at han ikke noget Øjeblik svigtede sin Lydighed mod
Faderens R aad, men vedblev at sige: „Fader, ske ikke min Vilje,
men d in !“ Men vi blive ogsaa atter og atter mindede om, hvad
der drev ham til at bringe dette tunge Offer, det var hans K æ r
lig h e d til d et faldne Menneske. Og det er særlig denne hans
Kærlighed, je g vilde minde eder om nu i Dag. da I skulle indvies
til at væ re hans Ords T jenere i Menigheden.
Apostelen P av lu s skriver (2 Kor. 8, 9): „i kende vor H erres
Jesu K risti N a a d e , at han for eders Skyld blev fattig, mens han
var rig, for a t I skulde vorde rige ved hans Fattigdom .“ Det var
Naade, uforskyldt Kærlighed til dem, der havde fortjent det mod
satte, det v ar den, der drev ham til at give sig hen til hele sit
fattige Liv paa Jorden, ja til at blive saa fattig, saa forladt af al
T røst baade fra Gud og Mennesker, at han tilsidst i sin Sjæls
dybe Fattigdom m aatte udbryde: „min Gud, min Gud, hvorfor har
du forladt m ig !“ Og det er den samme Naade, som vi møde i
hans Jordeliv den ene Gang efter den anden, naar det hedder, at
han y n k e d e s i n d e r l i g over de ulykkelige og over Folkeskarerne,
der vare m ishandlede og vanskøttede, som Faar uden Hyrde, og