336 / 439
3 0 0
n aa r han endog græd over Jerusalem , for al den E lendighed, det
ved sin G enstridighed mod ham vilde føre over sig selv. Og dette
vil jo sige, a t han følte deres U lykke hvilende paa ham selv, som
om den v ar hans egen.
Men d et stø rste V idnesbyrd om denne h an s Naade, hans Med-
L idelse med Syndere, se vi dog i det S tykke af Jesu L idelses
historie, som je g nys oplæ ste. De førte ham ud til Golgata, naglede
ham fast til K orset og hæ ngte ham op mellem to F o rb rydere, —
hvilken P ine h ar d et ikke væ ret ham baade paa Sjæl og Legeme!
Og s aa v ar h an s første T ank e og første Ord, ikke et K lageraab
over hans egen Lidelse, lang t m indre et Dommens Ord over Men
n esk ers Ondskab, men en Bøn for dem, der v are Skyld i hans
Korsfæ stelse, en Bøn for d et genstridige og utaknemm elige Israel,
som havde forskudt ham og k ræ v et hans Død, en Bøn til F aderen
om , at han ikke vilde forskyde dem , der havde forskudt hans
Salvede, m en tilgive dem denne Synd og forlænge N aadens Tid
for dem, om de dog endnu vilde omvende sig, saa de kunde blive
frelste. Ja, da opfyldte Jesu s, hvad han fordum havde ta lt i Lignelsen
om V ingaardsm anden, som bad for det ufrugtbare F igentræ , at det
m aatte staa et Aar endnu, om det dog kunde bæ re F rug t.
N aar vi se os selv i Spejl paa denne N aade og Medynk, hvor
m aa vi da ikke blues! D et plejer at væ re saaledes med os, at
n aar vi ere i Nød og Sm erte, have vi kun Følelse for vor egen
Nød, og der behøves som oftest kun en ringe Smerte, saa ynkes
vi saaledes over os selv, at vi sn a re st vilde optage det som en
Fornæ rm else, om nogen da vilde m inde os om andres Nød, eller
om, a t vi kunde have G rund til at ynkes over dem. Og end mere,
dersom disse andre endog ere dem, der have voldt os vor Nød; da
vil d et for d et natu rlige Menneskehjært.e, som vi alle bære med
os, selv om vi have omvendt os til T roen p aa Jesu s K ristus, lyde
ligefrem som en Spot og H aan, om nogen vilde opfordre os til at
ynkes over disses Nød, den Nød og T ræ ldom under Synden, dei
h ar drev et dem til a t volde os vor Lidelse. Men vor H erre Jesus
K ristu s, han ynkedes inderlig over sine F jend ers Nød, som de
selv slet ikke æ nsede, men tvæ rtim od v are glade i. Det er i
Sandhed en overm enneskelig, ja guddommelig Kærlighed, det er
e t F relserh jæ rte fuldt af N aade, vi dér skue ind i.
Dette h ar je g paa denne eders Indvielsesdag villet lægge eder
paa H jæ rte, først for saa alvorlig, som jeg kunde, a t minde eder