337 / 439
3 0 1
om, hvilken vidunderlig guddommelig Naade og Kærlighed I skylde
det, a t I k an kalde Jesus H erre og hans F ader eders F ader, men
dernæ st ogsaa for at lægge eder paa H jæ rte, at naar I nu skal
have d et til eders L ivsgerning at vidne om Jesus K ristus, saa- er
d et netop denne hans Naade, I maa vidne om, saa sandt I ellers
vil væ re tro i eders T jeneste. Vor H erre Jesu s har selv sag t
(Joh. 3, 17): „Gud har ikke sendt sin Søn til Verden, f o r a t han
skal dømme Verden, men f o r a t Verden skal frelses ved h am .“
Og v istnok m aa I aldrig fortie, hvad Jesus føjer til: „hvo som
tro r paa ham , dømmes ikke; men hvo som ikke tror, er allerede
dømt, fordi han ikke h ar tro et paa Guds enhaarne Søns N avn .“
1 maa aldrig fortie, at netop fordi Jesu s K ristus er Lyset, derfor
vil og m aa ogsaa hans Evangelium ende med at gøre Skel mellem
dem, der komme til Lyset for at blive frelste fra al Mørkhed og
Synd, og dem, der vil blive i Mørket. Men 1 vil aldrig k u n n e
forkynde dette saaledes, at, I dermed virkelig gaa Jesu Æ rinde,
og at han vil vedkende sig eders T jeneste, med m indre det altid
er den dybe G rundtone i eders V idnesbyrd, at han ik k e er kommen
f o r a t dømme, men for at frelse, og at hos ham er den utræ ttelige
guddommelige Medynk med det. faldne Menneske, ja netop med
de genstridige Syndere.
Men m æ rk saa vel: Dette vil aldrig k u n n e blive Grundtonen
i eders Forkyndelse, og eders T ilhørere vil ikke føle og høre denne
Tone, dersom ikke denne Jesu medlidende Naade i nogen Grad
har afspejlet eller afpræget sig i eders eget H jæ rte.
Jeg sagde
før, at det er en overmenneskelig, ja guddommelig Kærlighed, der
aabenbarer sig deri, at Jesu første Tanke og Ord paa Korset gjaldt
det genstridige Jødefolks Sjælenød og Syndenød. Men Gud skabte
fra B egyndelsen M ennesket i sit Billede, og i Jesus K ristus skal
vi fornyes til h an s Billede, som skabte os; derfor vil og kan Guds
Kærlighed i K ristu s skabe sig en Afglans i hans troende Disciples
Hj æ rter, og vi m aa alle bede om og arbejde paa, at den maa vinde
en saadan Afglans i vort H jæ rte. Det er dertil, Apostelen formaner
saaledes: „hav er det samme Sindelag i eder, som var i K ristus
Jesus, ham , som afførte sig sin Guddoms Skikkelse ved at tage
T jeners Skikkelse paa og blev lydig til Døden, ja Korsets Død
(Filipp.
%
5). Og at dette Kristi Sindelag virkelig k a n afpræge
sig i et M enneskehjæ rte, derom have vi det skønne \id n e sb y rd i
det første Blodvidne Stefan, hvis Bøn i hans pinefulde Dødsstund