371 / 439
333
a t et A tten tat p aa den gam le Kejsers Liv v ar m islykket. —
I disse samme Aar, da K irken i Berlin efterhaanden blev
stillet aldeles uvæ rdigt, med mange Sogne p aa over 100,000
M ennesker, og da som Følge heraf det kirkelige Liv forringedes
m ere og mere, indførtes en Forand ring i hele K irkelivets E k si
stensform af den allerstø rste Betydning, id et der ved Lov 1873
indførtes en Synodalordning i K irken, hvorved den enkelte Sogne
menighed fik R et til delvis at ordne sine egne Forhold, og D e
legerede fra disse „de forenede K red ssynoder“ eller „S tad s
synoden“ samme R e t med H ensyn til K irkens Forhold i det
større, derunder R etten til at udskrive S k atter.
Sæ rligt villige havde de verdslige A utoriteter ikke væ ret til
a t p aatage sig Omkostningerne ved nye K irkers Opførelse
og disses Vedligeholdelse. Derfor undslog M agistraten sig i
T rediverne ved at overtage P atro n atet i de nye Sogne, hvorfor
Kongen overtog det og saaledes blev P atron for en hel Række
af Berlins K irker. Men denne Uvillighed hos A utoriteterne blev
b estand ig stø rre. I 1873 vedtoges det under F inanslovbehand
lingen, a t S tatsk assen kun skulde hære Byggeomkostningerne
for de K irker, der 1. Ja n u ar 1873 v ar under kongeligt P atronat.
L igeledes søgte M agistraten under P aaberaabelse af denne Op
træ den fra S taten s Side a t skyde alle saadanne K rav fra sig.
Og i 1883 udtalte K ultusm inisteren ligefrem i R igsdagen, at
efterat S taten siden 1873 havde und slaaet sig for at faa sine
P atronatsfo rpligtelser forøgede, kunde man heller ikke give Stæ-
derne Tilhold om at overtage nye P atronatsforp lig telser; R ege
ringen mente derimod, at den evangeliske Kirke efter Synodal
ordningens Indførelse m aatte væ re i Stand til selv at tage Sagen
i H aand og afhjæ lpe den kirkelige Nød.
F ra alle Sider skød man Sagen fra sig, og alt Ansvar m aatte
saaledes falde paa de lokale Sognemenigheder. Men disse vare
ikke blot umodne til at røgte de ved Synodalordningen vundne
R ettigheder paa aandelig Maade, men ogsaa aldeles uvillige og
uforstaaende overfor de store Krav, som K irkens Kaar stillede
til dem.
Under disse svæ re T ider forberedtes H jæ lpen stille paa den
eneste mulige Maade, nem lig ved en kristelig Opvækkelse inden
for Sognemenighederne. Thi det er indlysende, at uden en saa-
dan vilde den nedadgaaende Bevægelse i den kirkelige Interesse,