376 / 439
338
og stor Fremgang, den stempler dog det hele \ ærk med det
Mærke, som betyder: dette skal ikke bestaå. Der fortælles om,
hvorledes Herren en Gang straffede nogle Mænd, der — for
modentlig af Iver for Gudstjenestens Fremme — bragte fremmed
Ild paa Alteret. Saaledes tro vi, at naar et godt og stort Værk
i Menigheden søges fremmet ved Midler, der ikke ere af Gud,
saa vredes Herren derover, og det des stærkere, jo mere den
Sag er ham velbehagelig og elskelig. Men ak! den Synd er
gammel og bliver ved at gentage sig, at Guds Børn holde Kød
for sin Arm i Stedet for at sætte sin Lid til den levende Gud
alene og støtte sig til ham alene.
Vi have ovenfor set, hvor paafaldende det atter og atter har
været Kongen og Kejseren, som vare mest ivrige for denne
Guds Kirkes store Sag. At dette i sig selv kunde være smukt
og velsignet, tør ikke modsiges; ej heller, at det under saadanne
Omstændigheder, som de daværende Kirkeforhold i Berlin frem
bød, kunde falde naturligt, at Kejseren og Kejserinden tog meget
nidkært Del i Arbejdet. Men man har Indtrykket af, at man i
de paagældende Kredse ikke har agtet paa den dermed følgende
Fare, at maaske mangen en ugudelig og vantro Rigmand gav
til denne Sag alene for at behage de høje Herskaber, eller
maaske endog for ikke at mishage dem; og saadant er kødeligt
og ikke af Aand. Ligeledes er det vistnok sandt, hvad vi have
hørt en af Sagens Venner i Berlin tilstaa, at Tilbøjeligheden til
at give, i alt Fald en og anden Gang, blev fremmet ved Udsigten
til en Titel, en Orden. Overhovedet var man næppe paa Vagt
imod den Fare, der laa i,, at det blev „fint4-, at det hørte sig
til for at hævde sig i de høje Kredse at give til denne Sag.
Og ligesom alt dette er lige modsat Guds Aands Fremfærd, saa
ledes synes det overhovedet, som man i hele Arbejdet ikke med
Klarhed har taget sin Stilling midt i den levende Menighed og
søgt Sagens Fremme ved at støtte sig til den; vel har man
som naturligt er —- gerne henvendt sig til troende Mennesker;
men det synes dog, som om man væsentlig har ventet sig
Hjælpen og Sagens Fremme fra de store og rige og ikke der-,
imod fra de troendes Menighed og Samfund som saadant. Dette
er igen en ganske verdslig Tankegang, som regner mange
Penge uden Velsignelse for mere end en lille Sum med Vel-