374 / 439
336
paa dens Gennem førelse. S let ska uv illigt som en halv Snes
Aar tidligere stillede m an sig vel i Regien ikke. Da v a r det
f. Eks. hændet, a t K redssynoden ved en af K irkerne nægtede at
udskrive saa megen S k at i det store Sogn, at der kunde hlive
Raad til at oplyse K irken om Søndagaften, hvorved man blev
tv u n g en
til at indstille A ftengudstjenesterne. O verhovedet spo
redes der i S lutningen af F irserne et sto rt Omsving i Fo lke
stemningen, saa at det endog i 1888 lykkedes „de po sitiv e-4
(d. v. s. dem, der holde fast ved Bibelen og den kirkelige Be
kendelse, i Modsæ tning til dem, der bo rtk aste stø rre eller m indre
Dele af Bibelen og K irkens Lære og kun ville fastholde, hvad
der stemm er med deres egne T anker) a t vinde M ajoritet i
Berlins Stadssynode, og denne h ar siden den Lid stillet sig i
høj Grad velvilligt overfor alle gode kirkelige B estræbelser.
Ikke desto m indre v ar det alm indeligt, at K redssynoderne v are
ganske uvillige til at finde sig i, at Sognets kirkelige Udgifter
bleve forøgede, ikke blot til Lønning af et eller flere Hold nye
P ræ ster, men ogsaa ved Forpligtelsen til at bæ re D riften af en
eller flere nye Sognekirker. Og nogle S teder stø ttedes denne
Modstand ak tiv t eller passivt af Sognepræ sten — hvad der blandt
andet forklarer, at Berlin e n d n u h ar to Sogne med m ere end
100,000 Indbyggere hver. En saadaii H oldning fra nogle P ræ
sters Side m aa betegne en ganske overordentlig Mangel paa In te r
esse for K irkens Vel; th i deres personlige In teresser bleve saa
godt som ikke berørte ved Sognets Deling, i alt F ald ikke økonomisk.
I H enseende til P ræ stern es Lønning havde m an nem lig i
B erlin en Ordning, som v ar langt, heldigere, end hvad vi
kende her i København.
Alle P ræ stern e i Berlin ere fast
lønnede og have in tet at fordre udover dette. D eres Løn ud
redes efter en bestem t Skala af hver K irkes Kasse, og al Betaling
for Daab og Vielse, der som Regel finder S ted til bestem t fast
satte T ider, er afskaffet. Vil nogen have saadanne H andlinger
til andre T ider, betales der derfor efter en fast T ak st gennem
K lokkeren til K irkekassen. Skulde denne ikke kunne overkomme
Udgifterne til K irkens Drift, yder S tadssynoden det fornødne
Tilskud. Mæ rkeligt nok synes H ensyn et til K irkegaardene oftere
at have væ ret det, som stæ rk est afholdt K redssynoderne fra at
indvillige i Sognenes Deling, idet man ikke vilde give de nye
Sogne Andel i K irkegaardene.