339
i
signelse. Og denne Verdslighed i Tanken liar da ogsaa givet
sig Udtryk paa flere Maader i hele Arbejdet.
Mest talende i saa Henseende er vel den Pragtlyst, som enkelte
Steder slugte uhyre Summer for en enkelt Kirke. Da „Gnaden-
kirche“ var fuldført 1895 med sine 1500 Siddepladser, havde
den kostet ikke mindre end 1,033,000 Mk., medens den stadse
lige „Gethsemanekirche“ med 1600 Siddepladser to Aar tidligere
var fuldført for blot 500,000 Mk. Dog' en endnu langt højere Sum
naaede man, da „Kaiser Wilhelms Gedåchtnisskirche“ blev op
ført. Den indviedes 1895, har 1760 Siddepladser og er unægte-
ligt et imponerende og herligt Kirkehus —- men den har ogsaa
kostet 7,000,000 Mk. Det siger sig selv, at det ikke blot var
de troende, der pegede paa den Inkonsekvens, at Bevægelsens
Førere talte om den store Trang til en Mængde nye Kirker og
saa anvendte saa kolossale Summer paa en enkelt Bygning.
Der blev ogsaa protesteret derimod; men fra anden Side for-
langtes det, at Kirken skulde være en Pragtbygning. Særligt
udtaltes Fordringen herpaa med stor Kraft fra den pommerske
Godsejerstand, hvis Iver tilsidst satte Sagen igennem. Hen
givenheden for den afdøde gamle Kejser var nu ogsaa saa stor,
at Forargelsen ved denne Lejlighed for det væsentlige holdtes
nede, idet man almindeligt godkendte, at en Mindekirke for
ham skulde være en Prydelse, der var „das Reich“ værdig.
Men derimod kunde Forargelsen ikke undgaas, da det senere
bestemtes, at Berlins gamle, faldefærdige Domkirke skulde
restaureres, d. v. s. næsten opføres fra ny, og at der dertil af
de forhaandenværende Midler skulde anvendes 10,000,000 Mk.
Dette Foretagende, der iøvrigt ikke endnu er ført til Ende, og
hvortil navnlig den sidste Million har været overmaade vanskelig
at tilvejebringe — blev Bevægelsens Slutsten og bragte tillige
Bevægelsens Kilder til at rinde stedse mere og mere sparsomt.
Og hvem kan undres? Ingen vil dog tro, at det var hellig-
iver for Guds Riges Fremme, for Guds Navns Ære og Sjælenes
Frelse, der stemte for Opførelsen af saadanne Pragtbygninger
paa en Tid, da Berlin manglede mere end 50 nye Sognekirker.
Dette var i Sandhed fremmed Ild paa Alteret! Menneskelig Pragt
lyst og menneskelig Forfængelighed! Og om alt dette maaske
har formaaet en eller anden rig Kunstelsker til at give en stor
Gave, saa bidrog det i alt Fald i høj Grad til, at Menigheden